![]() |
Kære læser !
Hermed denne uges nyheder fra SkatteMail. SkatteMail holder påskeferie og udkommer næste gang den 8. april.
God påske og god læselyst.
Venlig hilsen
Lars Gosvig
Ansvarshavende redaktør
larsg@skatteforlaget.dk
Telefon 25 37 87 57
LinkedIn: http://www.linkedin.com/pub/lars-gosvig/52/941/586
Artikler og interessante links
Vurdering af campingpladser efter de nye regler
Lovforslag til ændring af personskattereformen
En koncerns liv – fra start til slut
Steady progress in the implementation of the BEPS Action 6 minimum standard: latest peer review results
Hvis grundskyld på ejendomme i virksomhedsordningen betales over forskudsopgørelsen
Skal du som medarbejder beskattes af et Smartwatch, din arbejdsgiver stiller til rådighed?
Frivillig indbetaling af selskabsskat
Bindende svar
Udnyttelse af skattemæssige underskud efter skattefri fusion
Overdragelse af aktier med succession - franske elproduktionsvirksomheder - pengetankreglen
Afgørelser
Afvisning af klage - Ikke indgivet via Skatteankestyrelsens obligatoriske digitale klageformular
Legater - Projektbevilling - Forskningsprojekt
Skattepligt af avance ved salg af lejlighed - Sat til salg kort tid efter overtagelse - Parcelhusreglen
Hybrid kernekapital - kapitalinstrument anset for anlægskapital
Omkostningsafgørelse - sag hævet kort før hovedforhandling - skattepligt af indsætninger
Kendelser
Afvisning - For sen indbringelse
Domme
Fri bil - Beskatning eller ej
Overskud af virksomhed - skønsmæssig ansættelse
Ekstraordinær genoptagelse - medarbejderaktier
Kildeskat af renter-beneficial owner-misbrug-gennemstrømningsselskaber-rente-/royaltydirektivet-dobbeltbeskatningsoverenskomster-selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d-kildeskattelovens § 69, stk. 1
Fradrag for lønudgifter m.v. til vedtægtsbestemte uddelingsaktiviteter
Fuld skattepligt - forlængelse af ansættelsesfrist - fradragsberettigede udgifter - rette indkomstmodtager
Forhøjelse af skattepligtig indkomst - maskeret udlodning
Beskatning af hovedaktionær af fri boliger og aktiver
Skønsmæssig ansættelse - indsætninger - lån - ikke grundlag for tilsidesættelse af skøn - genoptagelse - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5
Virksomhedsomdannelse - negativ anskaffelsessum og fristoverskridelse - ikke dispensation - omgørelse - ikke lagt klart frem
Grundværdi - forhold på vurderingstidspunktet
Afgørelser fra Afgørelsesdatabasen
Nyt fra EU-Domstolen
1 indstilling
Nyt fra EU
Nyt fra Folketinget
Nye dokumenter vedrørende almindelig del
BDOVurdering af campingpladser efter de nye regler Flere campingpladsejere modtog i foråret 2023 brev fra Vurderingsstyrelsen, hvor det blev varslet, at ejendommen ændrede kategorisering fra landbrug til erhverv ved overgangen til det nye ejendomsvurderingssystem, hvor den første vurdering har termin den 1. marts 2021. |
BDOLovforslag til ændring af personskattereformen Lovforslaget omhandler de væsentligste punkter fra aftaleparternes tidligere skatteudspil fra ultimo 2023. |
DeloitteEn koncerns liv – fra start til slut I en dynamisk forretningsverden kan koncerner leve en omtumlet tilværelse. Vi sætter fokus på de skatte- og momsmæssige problemstillinger, der opstår i løbet af denne tilværelse, når selskaber oprettes, omstruktureres eller lukkes ned. Fokus på skat og moms er i alle faser afgørende. |
OECDMembers of the OECD/G20 Inclusive Framework on BEPS (Inclusive Framework) continue to make steady progress in the implementation of the BEPS package to tackle international tax avoidance, as the OECD releases the latest peer review report assessing jurisdictions' efforts to prevent tax treaty shopping and other forms of treaty abuse under Action 6 of the OECD/G20 BEPS Project. |
PwCHvis grundskyld på ejendomme i virksomhedsordningen betales over forskudsopgørelsen Med virkning fra 2024 betales grundskylden for visse ejendomme over forskudsopgørelsen, hvis ejeren er en fysisk person. For disse ejendomme betyder det, at... |
PwCSkal du som medarbejder beskattes af et Smartwatch, din arbejdsgiver stiller til rådighed? PwC har i en sag for Skatterådet den 19. marts 2024 spurgt indtil, om man som medarbejder skal beskattes af et Smartwatch, som ens arbejdsgiver stiller til... |
RedmarkFrivillig indbetaling af selskabsskat Den 20. marts har selskaber mulighed for at betale den første acontorate for 2024. Næste mulighed er den 20. november og herefter den 1. februar 2025. For selskaber er der to slags acontoskat: • Dels den tvungne ordinære acontoskat, der beregnes af Skattestyrelsen. • Dels den frivillige acontoskat, som selskabet selv bestemmer over. Hvis selskabet […] |
En række koncernselskaber ønskedes fusioneret ved to fusioner, der skulle følge umiddelbart efter hinanden. Da der fandtes skattemæssige underskud i de sambeskattede, indskydende selskaber, ønskede Spørger bekræftet, at Spørger også efter fusionerne kunne udnytte disse skattemæssige underskud i de indskydende selskaber. Derudover ønskedes det bekræftet, at Spørger også efter gennemførelsen af de to fusioner fortsat kunne anvende de fremførbare skattemæssige underskud i et sambeskattet koncernselskab, der ikke ville deltage i fusionen, i en fortsat sambeskatning med dette selskab.
Skatterådet bekræftede, at de nævnte underskud også efter fusionerne ville kunne anvendes af Spørger.
Spørger ejede 100 pct. af et holdingselskab (ApS), der via et nyt 100 pct. ejet datterselskab (ApS) påtænkte at erhverve flere solcelleanlæg i Frankrig via igangværende elproduktionsvirksomheder, der producerede og solgte strøm. Det var oplyst, at datterselskabet (ApS) ville overtage alle forvaltningsmæssige, dispositionsmæssige og økonomiske rettigheder og forpligtelser vedrørende elproduktionsvirksomhederne, at selskabet ville få fuld elektronisk adgang til drifts- og produktionstal, at selskabet løbende ville have kontakt med Frankrig, at bestyrelse/direktion efter behov ville foretage kontrolbesøg og have kontakt med relevante leverandører i Frankrig. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at der var tale om en aktivitet, der udgjorde en reel erhvervsaktivitet, og ikke en investering, hvoraf der alene blev oppebåret et passivt afkast af investeringen.
Skatterådet kunne derfor bekræfte, at datterselskabets (ApS) påtænkte investering i de anførte solcelleanlæg via de franske elproduktionsvirksomheder ikke skulle kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.
Sagen angik afvisning af en klage, der ikke var blevet indgivet via Skatteankestyrelsens obligatoriske digitale klageformular.
Klageren havde indgivet sin klage via mail til Skatteankestyrelsen. Klageren var omfattet af pligten i § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om Skatteankestyrelsen, hvorefter klage skulle indgives via Skatteankestyrelsens digitale klageformular. Skatteankestyrelsen vejledte klageren om pligten til at indgive klagen digitalt, og om at manglende digital klage ville medføre, at klagen blev afvist. Klageren blev indrømmet en frist til at indgive klagen via klageformularen.
Klageren indgav ikke klagen via klageformularen. Der forelå ikke særlige omstændigheder, der kunne tale for at bortse fra pligten til at indgive klagen digitalt. Der forelå desuden ikke særlige omstændigheder, der kunne tale for at bortse fra, at klagen var indgivet i strid med kravene til digital klageindgivelse, og der forelå heller ikke oplysninger, der klart indikerede, at klageren ville lide et uforholdsmæssigt retstab, hvis klagen blev afvist.
Skatteankestyrelsen afviste derfor klagen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, og § 2, stk. 7, i bekendtgørelse om Skatteankestyrelsen med henvisning til, at klagen ikke var blevet indgivet via den digitale klageformular.
Sagen angik bl.a., om en bevilling til et forskningsprojekt, som klageren havde modtaget fra en fond, var skattefri, jf. ligningslovens § 7 K, stk. 1-3. Landsskatteretten fandt, at bevillingen ikke var omfattet af skattefriheden i ligningslovens § 7 K, stk. 1-3, om studierejser. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at legatet ikke var betinget af, at klageren havde et udlandsophold, men alene vedrørte klagerens forskningsprojekt. Det forhold, at klageren af hensyn til hendes forskningsprojekt rejste til Land Y1, kunne ikke føre til et andet resultat, idet det ikke fremgik klart og tydeligt, at legatet var betinget af opholdet. Det fremgik således af bevillingsbrevet, at der var tale om en projektbevilling, som blev givet til klagerens projekt og ikke til et udlandsophold. En del af bevillingen blev imidlertid anset for skattefri i henhold til ligningslovens § 7 K, stk. 4. I forlængelse heraf fandt Landsskatteretten, at klageren havde pligt til at betale AM-bidrag af den skattepligtige del af bevillingen, idet bevillingen var betinget af, at klageren leverede en modydelse. Klageren havde således pligt til at levere en indsats i form af forskning, og der var derfor et krav om en forskningsmæssig arbejdsindsats. Landsskatteretten stadfæstede i det hele Skattestyrelsens afgørelse.
Sagen angik, om klagerens fortjeneste i indkomståret 2019 på 399.816 kr. ved salget af en ejerlejlighed ikke skulle medregnes i klagerens skattepligtige indkomst i medfør af den såkaldte parcelhusregel i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.
Klageren og hans samlever købte lejligheden af klagerens mor den 29. januar 2018 for 2.000.000 kr. Klageren havde oplyst, at han og samleveren efter overtagelsen af lejligheden overvejede at købe nabolejligheden. Den 26. februar 2018 indgik klageren og hans samlever derfor en formidlingsaftale med et ejendomsmæglerfirma om salg af lejligheden. Formidlingsaftalen var gældende i 4 måneder, og lejligheden blev sat til salg for 3.195.000 kr. Da lejligheden ikke blev solgt, valgte klageren og hans samlever at blive boende i lejligheden efter udløbet af formidlingsaftalen. Den 6. oktober 2018 blev lejligheden på ny sat til salg ved et andet ejendomsmæglerfirma også for 3.195.000 kr. Klageren havde oplyst, at årsagen hertil var, at samleveren var gravid, og at de derfor ønskede mere plads. Den 27. februar 2019 blev lejligheden solgt til tredjemand for 2.900.000 kr. med overtagelse 1. august 2019. Klageren og hans samlever erhvervede ved købsaftale den 23. marts 2019 en anden ejendom
Under disse omstændigheder anså Landsskatteretten det for godtgjort, at lejligheden havde tjent til reel beboelse for klageren i hvert fald i perioden efter, at lejligheden blev taget af boligmarkedet.
Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte klagerens indkomst for indkomståret 2019 med 399.816 kr.
Klagen skyldtes et bindende svar fra Skatterådet, som bl.a. vedrørte, om et hybridt kernekapitalinstrument udgjorde gæld i skattemæssig henseende omfattet af kursgevinstloven for udstederen (spørgeren). Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at dispositionen ikke udgjorde et reelt gældsforhold, idet spørger ikke var retligt forpligtet til at tilbagebetale det modtagne beløb. Spørger havde således ikke ved udstedelsen påtaget sig en retlig forpligtelse til at tilbagebetale et pengebeløb, og dispositionen var derfor ikke omfattet af kursgevinstlovens § 1, stk. 1.
Subsidiært var der bl.a. spurgt, om eventuelle kurstab ved indfrielse og de løbende betalinger vedrørende den hybride kernekapital var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, som driftsomkostninger. Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at det ikke var godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at et eventuelt tab ved indfrielse og de løbende betalinger vedrørende den hybride kernekapital var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten lagde bl.a. vægt på, at et eventuelt tab og de løbende betalinger i det væsentligste vedrørte spørgers formue. En henvisning til, at udstedelsen af den hybride kernekapital skete for at opfylde gældende kapitalkrav, indebar ikke, at det var godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at et eventuelt tab og de løbende betalinger havde en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, hvilket kræves for et eventuelt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk.1, litra a. Den omstændighed, at der eksisterede lovgivningsmæssige krav til spørgers kapitalgrundlag, indebar ikke i sig selv, at omkostningerne kunne anses for anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.
En skattepligtig havde i tre indkomstår modtaget betydelige indsætninger, som den skattepligtige ikke havde selvangivet. SKAT (nu Skattestyrelsen) traf afgørelse om, at den skattepligtige var skattepligtig af indsætningerne, mens Skatteankenævn Lillebælt og øhavet i sin afgørelse af 16. juni 2021 (sag nr. 180003512) fandt, at den skattepligtige ikke var skattepligtig af indsætningerne. Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, fordi Skatteministeriet var principielt uenig i det beviskrav, som den indbragte skatteankenævnsafgørelse var udtryk for. 13 dage før hovedforhandlingen hævede Skatteministeriet sagen med henvisning til den dokumentation, der var fremkommet under retssagens forberedelse, og påstod i den forbindelse sagsomkostningerne ophævet.
Retten bestemte, at Skatteministeriet skulle betale sagsomkostninger, og tog for så vidt angår udgifter til advokatbistand udgangspunkt i de almindelige takster i proceduresager med en reduktion på 1/3. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at skatteankenævnet havde givet den skattepligtige fuldt medhold, at der under den efterfølgende domstolsprøvelse foranlediget af Skatteministeriet havde været en omfattende skriftveksling mellem parterne, og at Skatteministeriet hævdede sagen 13 dage før hovedforhandlingen.
Videre anførte retten, at den skattepligtige var berettiget til at få godtgjort udgifter til revisorbistand foranlediget af Skatteministeriets sagsanlæg. Retten fandt dog, at en del af revisors arbejde ikke havde haft nogen særlig relevans for sagen anlagt af Skatteministeriet, og på den baggrund fastsatte retten skønsmæssigt Skatteministeriets andel af den skattepligtiges udgift til 2/3.
Byretten havde afvist sagen bl.a. under henvisning til, at kærendes påstande indebar en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse, som ubestridt ikke var indbragt for domstolene indenfor fristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.
Landsretten udtalte, at kærendes principale påstand for byretten og første led i den subsidiære påstand for byretten angik samme indkomstår og beløb, som fremgik af Landsskatterettens afgørelse, og at de anbringender, som lå til grund for påstandene, anfægtede Landsskatterettens afgørelse.
Idet Landsskatterettens afgørelse ikke var blevet genoptaget, og idet en senere afgørelse fra Skattestyrelsen om skatteberegningen ikke på ny tog stilling til de omhandlede spørgsmål, fandt landsretten, at den principale påstand og første led af den subsidiære påstand udgjorde en indbringelse af Landsskatterettens afgørelse. Da indbringelsen ikke var sket rettidigt, tiltrådte landsretten byrettens afvisning for så vidt angår den principale påstand og første led af den subsidiære påstand.
Landsretten udtalte om det andet led i den subsidiære påstand for byretten, at en stillingtagen hertil efter kærendes tilkendegivelser i sine processkrifter alene var relevant, hvis kærende fik medhold i første led af den subsidiære påstand.
Landsretten tiltrådte herefter byrettens dom (SKM2023.336.BR) om afvisning af sagen.
Sagen angik, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil ved at have haft en bil stillet til rådighed af sin arbejdsgiver - et Y1-land selskab, som var ejet af skatteyderens søn.
Retten fandt, at den i sagen omhandlende bil havde været parkeret på skatteyderens bopæl, og at der på den baggrund bestod en formodning for, at bilen havde været anvendt privat.
Retten tilsidesatte på den måde skatteyderens nye forklaring om, at bilen havde været parkeret på et lager væk fra skatteyderens bolig. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at skatteyderen havde haft skiftende forklaringer om, hvor bilen havde været parkeret, at skatteyderens forklaringer ikke var støttet af andre oplysninger i sagen, og at skatteyderen i øvrigt fremstod utroværdig.
Retten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde for, at bilen ikke havde været anvendt privat, da det af skatteyderens fremlagte kørselsregnskab ikke kunne anses for fyldestgørende.
Værdien af fri bil skulle herefter medregnes ved opgørelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst.
På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet.
Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at en række indbetalinger på hans personlige bankkonto ikke vedrørte arbejde udført af hans enkeltmandsvirksomhed for så vidt angik indkomstårene 2011 og 2012. Landsretten fandt endvidere, at indbetalingerne foretaget på skatteyderens personlige bankkonto i indkomstårene 2013 og 2014 måtte anses for at være overskud af uregistreret virksomhed. Skatteyderen var herefter rette indkomstmodtager og derfor skattepligtig af indbetalingerne.
Landsretten fandt det desuden ikke godtgjort, at det af skattemyndighederne udøvede skøn var udøvet på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt.
Endelig fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af et lån, der var ydet til skatteyderen i et af skatteyderens selskaber, hvorfor landsretten fandt at lånet skulle henføres som udbytte i 2012, jf. ligningslovens § 16 e, stk. 1.
For landsretten havde skatteyder ikke gentaget sit anbringende om, at der ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse.
Byrettens frifindelse af Skatteministeriet blev på den baggrund stadfæstet.
Landsretten fandt, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive sine aktieindkomster. Landsretten bemærkede i den forbindelse bl.a., at det var uden betydning, at skattemyndighederne havde vurderet, at der ikke havde været grundlag for at rejse en straffesag mod skatteyderen, ligesom skatteyderens arbejdsgivers forsømmelse af sin indberetningspligt heller ikke kunne føre til en anden vurdering.
Landsretten fandt derudover, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt, idet SKAT tidligst var kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for at foretage en korrekt, ekstraordinær indkomstansættelse, i forbindelse med modtagelsen af indberetningerne fra arbejdsgiveren.
Endelig fandt landsretten, at skattemyndighederne ikke havde været forpligtet til at træffe afgørelse inden for en kortere ansættelsesfrist end den frist på 3 måneder, der følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.
Byrettens frifindelse af Skatteministeriet blev på den baggrund stadfæstet.
Et Y1-land moderselskab var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, skattepligtig af renter, som selskabet havde oppebåret i 2005-2007 på et lån ydet til dets danske datterselskab. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi moderselskabet og dette selskabs eget Y1-land moderselskab var gennemstrømningsselskaber, der ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomstens forstand.
Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at det selskab på Y2-land, der havde modtaget renterne via de Y1-lande gennemstrømningsselskaber, også var en gennemstrømningsenhed, og at renternes retmæssige ejer derfor var den omhandlede koncerns ultimative moderselskab i Y3-land.
Det danske selskab var ansvarlig for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1.
Spørgsmålet i sagen var, om en forening i indkomstårene 2008-2018 havde fradragsret efter ligningslovens § 8 N, stk. 1, for lønudgifter m.v., der medgik til opfyldelse af det vedtægtsmæssige formål om at uddele af foreningens formue til almennyttige og almenvelgørende formål - filantropiske uddelingsaktiviteter. Foreningen havde for indkomstårene 2015-2018 nedlagt subsidiær påstand om fradrag for udgifterne i medfør af det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde og foreninger.
Højesteret udtalte, at det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at bestemmelsen har til formål at udvide fradragsretten for lønudgifter m.v. ud over, hvad der følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Højesteret anførte videre, at bestemmelsen ifølge forarbejderne blev indført med det hovedsigte at skabe hjemmel til at kunne fradrage de lønudgifter, der var genstanden for de to højesteretsdomme UfR 2017.2960 og UfR 2017.2979. Højesteret fandt, at der ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er holdepunkter for at anse fradragsretten efter bestemmelsen, for at være begrænset til det, der var hovedsigtet med lovændringen.
Videre udtalte Højesteret, at det efter bestemmelsens ordlyd er afgørende for fradragsret, at lønudgifterne er erhvervsmæssige. Med erhvervsmæssige menes i den sammenhæng udgifter, som afholdes af virksomheden med det formål at understøtte driften af virksomheden på såvel kort som lang sigt. Herudover er det en forudsætning for fradrag, at udgiften er afholdt i virksomhedens interesse.
Under henvisning til foreningens vedtægtsbestemte formål fandt Højesteret herefter, at lønudgifter, der afholdes for at opfylde foreningens uddelingsformål, angår en aktivitet, der er en integreret del af foreningens virksomhed, som tillige bestod i bl.a. investeringsvirksomhed. Da lønudgifterne var afholdt i foreningens interesse i at opfylde sit formål, og da de understøttede driften af foreningens samlede virksomhed, fastslog Højesteret, at udgifterne var erhvervsmæssige i ligningslovens § 8 N's forstand.
Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom om foreningens fradragsret for de omhandlede lønudgifter efter ligningslovens § 8 N.
6 sambehandlede sager angik skatteyderens indkomstforhold i 2006-2010. Det var i sagerne omtvistet, hvorvidt skatteyderen havde været ubegrænset skattepligtig til Danmark i indkomstårene, ligesom der var tvist om, hvorvidt skatteyderen var rette indkomstmodtager af en række beløb, som var overført til udlandet og til en række foreningskonti og klientkonti, som skatteyderen rådede over. Skatteyderen havde videre påberåbt sig ret til fradrag for renteudgifter i forbindelse med en lejeindtægt. I en af sagerne var det endelig bestridt, hvorvidt skatteansættelsen var foretaget rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. og 4. pkt.
Vedrørende spørgsmålet om skattepligt var det bestridt, hvorvidt sagen skulle behandles efter reglerne om tilflytning, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1 eller fraflytning, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1. Skatteyderen havde meldt fraflytning i folkeregisteret i 2001, men de bestridte afgørelser omhandlede alene 2006-2010. Retten fandt, at skatteyderen uanset dette spørgsmål var skattepligtig i 2006-2010, idet han i disse år rådede over helårsbolig i Danmark, ligesom han havde sin familiemæssige og erhvervsmæssige tilknytning her til landet.
Vedrørende spørgsmålene om rette indkomstmodtager, fandt retten, at skatteyderen var rette indkomstmodtager af en række beløb, der dels vedrørte salg af en række andelsboligbeviser, dels et konsulenthonorar og dels indtægterne fra et salg af en dansk anpartsvirksomhed. Retten lagde i det væsentligste vægt på, at beløbene var tilgået skatteyderen eller konti, som han kontrollerede, eller var overført til udlandet efter skatteyderens anvisning. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at beløbene var hans skattepligtige indkomst uvedkommende, og skatteyderen havde ikke afgivet forklaring om beløbene.
Retten lagde videre vægt på, at skatteyder var kapitalejer eller på anden vis nært forbundet med de selskaber, som han gjorde gældende, at beløbene tilkom.
Spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesfristen var overskredet, relaterede sig kun til den af de seks sambehandlede sager, som vedrørte indtægterne fra salget af anpartsselskabet. Agterskrivelsen var sendt til skatteyder den 17. december 2012. Den 7. januar 2013 anmodede skatteyderen om udsættelse, og den 4. februar 2013 anmodede skatteyderen om møde med SKAT. Dette møde blev afholdt den 28. februar 2013, hvor det aftaltes, at SKAT ville indhente yderligere oplysninger fra en bank. Rådgiver fastholdt dette ønske, da han sendte bemærkninger til mødereferatet den 7. marts 2013. SKAT modtog oplysningerne fra banken den 8. marts 2013 og sendte disse i høring hos skatteyder den 15. marts 2013 med frist den 4. april 2013.
Retten fandt på denne baggrund, at SKAT havde imødekommet skatteyders implicitte anmodning om fristforlængelse. Retten lagde bl.a. vægt på, at anmodningen om udsættelse blev imødekommet af hensyn til skatteyderens muligheder for at varetage sine interesser. Indhentelsen af de yderligere oplysninger fra banken havde til formål at afdække, om SKATs forslag til afgørelse var korrekt, hvorfor dette også var sket i skatteyderens interesse.
Endelig fandt retten, at skatteyder ikke havde godtgjort det påberåbte fradrag for driftsudgifter i forbindelse med udlejningsindtægten.
En skatteyder skulle beskattes af maskeret udlodning som følge af, at skatteyderens selskab havde haft udeholdt omsætning.
Sagen blev sambehandlet med sagerne BS-35001/2021-RAN, BS-35128/2021-RAN, BS-35147/2021-RAN.
Sagen angik, om appellanten for indkomstårene 2009-2011 var skattepligtig af værdien af rådigheden over fri bolig og rådigheden over aktiver, som boligen var udstyret med, samt om skattemyndighederne havde iagttaget skatteforvaltningslovens fristregler. Det var i den forbindelse omtvistet, om appellanten var hovedaktionær i de selskaber, der ejede den omhandlede bolig i disse indkomstår, og derfor kunne beskattes som hovedaktionær.
Landsretten fandt, at det som følge af sagens omstændigheder påhvilede appellanten at godtgøre, at han ikke reelt var hovedaktionær i de selskaber, som ejede ejendommen i 2009-2011. Denne bevisbyrde havde appellanten ikke løftet, og landsretten tiltrådte derfor at appellantens indkomst skulle forhøjes med værdien af udbytte i form af fri bolig, jf. for så vidt angår 2009 ligningslovens § 16 A, stk. 9, og for så vidt angår 2010 og 2011 ligningslovens § 16 A, stk. 6. Landsretten fandt i den forbindelse, at der ikke var grundlag for nedsættelse af den beregnede skattepligtige værdi, idet appellanten hverken havde godtgjort, at han havde betalt husleje, eller at han ikke rådede over hele ejendommen.
Landsretten fandt endvidere, at appellanten skulle beskattes af værdien af udbytte i form af fri benyttelse af indbo og hi-fi-udstyr mv., jf. for så vidt angår 2009 ligningslovens § 16 A, stk. 1, og for så vidt angår 2010 og 2011 ligningslovens § 16 A stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1.
Da appellanten måtte anses for hovedaktionær, kunne han ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, jf. den dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Appellanten var derfor omfattet af den almindelige ligningsfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, som i sagen ubestridt var overholdt.
Skatteministeriets påstand om stadfæstelse blev herefter taget til følge.
Sagen angik, om skattemyndighederne for en række indkomstår var berettiget til at fastsætte skatteyderens skattepligtige indkomst skønsmæssigt på baggrund af en lang række konkrete indsætninger, og om skønnet kunne tilsidesættes. Derudover var det et tema i sagen, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse for en del af indkomstårene.
Skatteyderen havde for de pågældende indkomstår - på nær ét indkomstår - selvangivet 0 kr. i indkomst. Af kontoudtog m.v. for skatteyderens konti fremgik det, at der indgik meget betydelige beløb, ligesom der blev hævet og anvendt meget betydelige beløb.
Skatteyderen gjorde gældende, at en række af indsætningerne stammede fra lån. Han fremlagde bl.a. gældsbreve, og de påståede långivere havde afgivet forklaring for byretten.
Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at der var sådanne fejl i grundlaget for skattemyndighedernes skøn, eller at skønnet var udøvet med et så åbenbart urimeligt resultat til følge, at der var grundlag for at tilsidesætte skønnet.
Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens dom med henvisning til byrettens begrundelse.
Sagen angik en gennemført virksomhedsomdannelse af en enkeltmandsvirksomhed til et selskab, som ikke opfyldte betingelserne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Spørgsmålet var i første række, om appellanten kunne få en dispensation for sin manglende opfyldelse af kravet om, at anskaffelsessummen ikke må være negativ ved en delomdannelse, samt om appellanten kunne få dispensation for en fristoverskridelse på ca. 3 år og 8 måneder i forbindelse med sin indsendelse af dokumenter til skatteforvaltningen. Hvis der ikke var grundlag for dispensation, var spørgsmålet i anden række, om appellanten opfyldte betingelserne for omgørelse af virksomhedsomdannelsen, herunder om dispositionen var lagt klart frem for skattemyndighederne, og om de privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, appellanten ønskede tillagt skattemæssig virkning, var enkle og overskuelige.
Landsretten fandt, at appellanten ikke kunne få dispensation for den negative anskaffelsessum. I tillæg til byrettens begrundelse lagde landsretten vægt på, at appellantens revisor var bevidst om, at der alene var sket en delomdannelse. Landsretten fandt også, at appellanten ikke kunne få dispensation for fristoverskridelsen. I tillæg til byrettens begrundelse lagde landsretten vægt på, at der gik flere år fra omdannelsen, før appellanten momsmæssigt agerede som om, der var sket en omdannelse. Herefter fandt landsretten, at dispositionen ikke var lagt klart frem, og allerede derfor opfyldte appellanten ikke betingelserne for omgørelse. Landsretten lagde vægt på, at appellanten ikke havde opfyldt det lovbestemte krav om indsendelse af oplysninger til skattemyndighederne. Landsretten tog således ikke stilling til den anden betingelse. På den baggrund blev byrettens dom stadfæstet.
Vurderingsstyrelsen havde fastsat grundværdierne pr. 1. oktober 2019 for sagsøgernes ejendomme. Sagsøgerne påklagede afgørelserne til Landsskatteretten, der stadfæstede afgørelserne. Sagsøgerne indbragte herefter Landsskatterettens afgørelser for retten med påstand om, at sagerne blev hjemvist til Vurderingsstyrelsen.
Indledningsvist fastslog retten, at sagsøgerne havde bevisbyrden for, at Landsskatterettens grundværdiansættelser af de pågældende ejendomme hvilte på et forkert grundlag, var truffet på et mangelfuldt grundlag, der var egnet til at påvirke værdiansættelserne, eller at Landsskatterettens værdiansættelser af ejendommenes grundværdier var åbenbart urimelige.
Videre fastslog retten, at det var de faktiske forhold på vurderingstidspunktet den 1. oktober 2019, men prisforholdene i henholdsvis 2011 og 2012, som skulle lægges til grund for vurderingerne.
Efter at have gennemgået de forhold som Landsskatteretten ifølge sine afgørelser havde inddraget i skønnet, fandt retten, at Landsskatteretten ved fastsættelsen af grundværdierne havde foretaget et konkret og grundigt skøn efter inddragelse af en flerhed af relevante forhold. Videre fandt retten ikke noget grundlag for, at Landsskatterettens skøn var foretaget på et mangelfuldt eller fejlagtigt grundlag. Grundværdierne kunne heller ikke anses for at være åbenbart urimelige.
Retten bemærkede også, at de pågældende ejendomme på vurderingstidspunktet ikke var storparceller, hvorfor det efter rettens vurdering var helt sagligt og relevant, at Landsskatteretten i skønnet ikke havde lagt vægt på handelspriserne for en række storparceller i varierende afstand fra ejendommene.
Endelig anførte retten, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at Landsskatteretten ikke inden sine afgørelser fremsendte en ny sagsfremstilling i til sagsøgerne. Retten bemærkede i den forbindelse, at ingen af de faktuelle forhold eller oplysninger, der var lagt til grund af Landsskatteretten, havde været bestridt af sagsøgerne som mangelfulde eller fejlagtige.
På denne baggrund frifandt retten Skatteministeriet.
Journalnr: 19/0079730
Dobbeltbeskatning
Klagen vedrører opgørelse af indkomst til beskatning i Danmark. Landsskatteretten forhøjer exemptionslempelse af løn optjent i Storbritannien og stadfæster i øvrigt.
Afsagt: 19-02-2024
Journalnr: 17/0987444
Eftergivelse af gæld i fremmed valuta i K/S
Klagen vedrører yderligere skattepligtig kursgevinst ved eftergivelse af gæld i fremmed valuta i K/S. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 20-02-2024
Journalnr: 22/0026965
Fritagelse for beskatning af SU
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har givet afslag på klagerens anmodning om fritagelse for beskatning af SU i Danmark for indkomstårene 2018-2020. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 19-02-2024
Journalnr: 22/0084548
Indsætninger på bankkonto mm
Klagen vedrører beskatning af indsætninger på bankkonto, lån over mellemregningskonto og udbytte. Landsskatteretten ændrer enkelte af posterne i afgørelsen, samlet med beskeden betydning.
Afsagt: 19-02-2024
Journalnr: 22/0088036
Omkvalificering af omsætning og tilskud
Klagen skyldes, at bogført omsætning er anset som løn til hovedanpartshaver samt at indbetalinger er medregnet som skattepligtige tilskud. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 19-02-2024
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - artikel 63 TEUF - artikel 65 TEUF - frie kapitalbevægelser - skattelovgivning - beskatning af udbytte modtaget af offentlige pensionsfonde - ikke-beskatning af udbytte udbetalt til hjemmehørende offentlige pensionsfonde - kildebeskattet udbytte udbetalt til ikke-hjemmehørende offentlige pensionsfonde - objektiv sammenlignelighed - begrundelse i tvingende almene hensyn
Generaladvokatens indstilling:
Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at
- den omstændighed, at der indeholdes kildeskat af udbytte, som udbetales af indenlandske selskaber til offentlige pensionskasser i udlandet, mens det tilsvarende udbytte ikke beskattes, hvis det tilfalder kildestaten selv gennem dens almindelige pensionsfonde, udgør en så negativ forskelsbehandling, at den i princippet indebærer en restriktion for de frie kapitalbevægelser,
- de kriterier, der skal tages hensyn til ved vurderingen af, om en udenlandsk offentlig pensionskasse befinder sig i en situation, der er objektivt sammenlignelig med den situation, som staten selv og dens almindelige pensionsfonde befinder sig i, skal omfatte deres respektive formål, funktioner og kerneopgaver, de lovgivningsmæssige rammer, som de driver virksomhed inden for, samt deres organisationers karakteristika,
- en potentiel restriktion for de frie kapitalbevægelser kan være begrundet i tvingende almene hensyn, men de begrundelser, der er fremført i den foreliggende sag, synes principielt ikke at udgøre tvingende almene hensyn.
Bilag 5 | Henvendelse af 20/3-24 fra KPMG Acor Tax om royaltyindtægter og opkrævning af royaltyskat |
Bilag 6 |
Bilag 7 |
Bilag 8 |
Bilag 9 | Henvendelse af 21/3-24 fra KPMG Acor Tax om udbetaling af royalty |
Bilag 10 |
Bilag 11 | Ændringsforslag til 2. behandling stillet den 22. marts 2024, af DD |
Spm. 1 |
Spm. 2 |
Spm. 3 |
Spm. 4 |
Spm. 5 |
Spm. 6 |
Spm. 7 |
Spm. 8 |
Spm. 9 |
Spm. 10 |
Spm. 11 |
Spm. 12 |
Spm. 13 |
Spm. 14 |
Spm. 15 |
Bilag 180 | Henvendelse af 15/3-24 fra Thomas Møller vedrørende beskatning af udenlandsk pensionsopsparing |
Bilag 184 |
Bilag 185 |
Bilag 188 | Notits om 1. delrapport fra ekspertgruppen for fremtidens erhvervsstøtte |
Bilag 189 | Årsregnskabet 2023 for § 38. Skatter og afgifter fra Skatteministeriet |
Bilag 191 |
Spm. 332 |
Spm. 337 |
Spm. 338 |
Spm. 339 |
Spm. 340 |
Spm. 343 |
Spm. 344 |
Spm. 345 |
Spm. 347 |
Spm. 348 |
Spm. 349 |
Spm. 350 |
Spm. 352 |
Spm. 353 |
Spm. 356 |
Spm. 357 |
Spm. 359 |
Spm. 360 |
Spm. 361 |
Spm. 362 |
Spm. 363 |
Spm. 364 |
Spm. 366 |
Spm. 367 |
Spm. 374 |
Spm. 394 |
Spm. 395 |
Spm. 400 |
Spm. 401 |
Spm. 402 |
Spm. 403 |
Spm. 404 | Vil ministeren oplyse, hvad det vil koste i tabt skatteprovenu at sænke selskabsskatten til 15 pct.? Svar |
Spm. 407 |
Spm. 408 |
Spm. 409 |