![]() |
Kære læser !
Hermed denne uges nyheder fra SkatteMail.
God læselyst.
Venlig hilsen
Lars Gosvig
Ansvarshavende redaktør
larsg@skatteforlaget.dk
Telefon 25 37 87 57
LinkedIn: http://www.linkedin.com/pub/lars-gosvig/52/941/586
Artikler og interessante links
Foreløbige ejendomsvurderinger for 2022 af ejerboliger
Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i forhold til udøvet skøn
Styresignaler
Genoptagelsesstyresignal vedr. opgørelsesmetoden ved krydshandler - styresignal
Genoptagelsesstyresignal vedr. udokumenterede indsætninger - styresignal
Bindende svar
Beskatning af udbetaling fra en engelsk trust
Udenlandsk nonprofitorganisation - fast driftssted - lønsumsafgift
Afgørelser
Skattepligt af avance ved salg af lejlighed - Sat til salg kort tid efter overtagelse
Indberetning til eIndkomst af værdi af fri bil
Forhøjelse af gaveafgift - Værdiansættelse af svensk ejendom i forbindelse med ejendommens overdragelse som gave
Fradrag uden indskud efter etableringskontolovens § 4, stk. 2
Kendelser
Syn og skøn - valg af organisation til udpegelse af skønsmand
Domme
Frikøb fra tilskudsdeklaration
Fradrag for rejseudgifter - fradrag for lønudgifter - maskeret udbytte
Afvisning - formulering af påstande - retsuvished
Ejendomsvurdering - grundværdiansættelse
Fuld skattepligt - fraflytning - skattepligtig indkomst - indsætninger på bankkonto
Indsætninger på konto
Boafgift - afgiftsfritagelse - vejledende udtalelse
Skattestyrelsen havde ikke overskredet den ordinære ansættelsesfrist
Afgørelser fra Afgørelsesdatabasen
Nyt fra EU-Domstolen
3 indstillinger
Lovstof
Nyt fra Lovtidende
Nyt fra Høringsportalen
Nyt fra Folketinget
Nye dokumenter vedrørende almindelig del
Folketingets OmbudsmandForeløbige ejendomsvurderinger for 2022 af ejerboliger Ombudsmanden iværksatte en egen drift-undersøgelse af foreløbige ejendomsvurderinger for 2022 af ejerboliger, som Vurderingsstyrelsen havde offentliggjort den 12. september 2023. Undersøgelsen blev foretaget i medfør af ombudsmandslovens § 17, stk. 2, hvorefter ombudsmanden kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager. |
TVC AdvokatfirmaSkatteministeriet tog bekræftende til genmæle i forhold til udøvet skøn I en nu afsluttet domstolssag havde Skattestyrelsen ikke udøvet sit skøn på et tilstrækkeligt grundlag, og skatteyder opnåede medhold. |
Styresignalet indeholder en beskrivelse af den tidligere praksis og den nye praksis vedrørende opgørelsen af krydshandler ved handel med kryptoaktiver. Ændringen er også beskrevet i SAU alm. del spm. 120 og 121 (Folketingsåret 2023/24).
Styresignalet beskriver ændringerne samtidig med, at ændringerne er beskrevet ved eksempler både for den tidligere praksis men også for den nye praksis.
Høringsperioden er 14 dage af hensyn til genoptagelsesfristens udløb den 1. maj 2024.
Styresignalet indeholder en beskrivelse af den tidligere praksis, den ændrede praksis og den nye praksis vedrørende opgørelsen af udokumenterede indsætninger ved handel med kryptoaktiver. Ændringen er også beskrevet i SAU alm. del spm. 120 og 121 (Folketingsåret 2023/24).
Skattestyrelsen har i efteråret 2022 ændret praksis for opgørelsen af udokumenterede indsætninger. Forud for efteråret 2022 er disse blevet opgjort til 0 kr. Administrationen af de udokumenterede indsætninger fra efteråret 2022 har dog ikke været i overensstemmelse med Landsskatterettens praksis.
Skattestyrelsens praksis ændres med dette styresignal, så udokumenterede indsætninger igen opgøres til 0 kr., når erhvervelsen ikke kan dokumenteres.
Spørgers stedfar havde i sit testamente stiftet en liferent trust til fordel for sin ægtefælle, der var Spørgers mor. Spørger og hendes søskende var begunstigede i trusten, og trustens formue skulle fordeles i lige store andele til Spørger og hendes søskende, når Spørgers mor afgik ved døden. Spørgers mor var en af tre trustees i trusten. Mens Spørgers mor var i live kunne trustees foretage uddelinger både til Spørgers mor og til Spørger og hendes søskende. Spørgers mor skulle godkende uddelinger til Spørger og hendes søskende.
Skatterådet fandt, at trusten var transparent i forhold til Spørgers mor, så længe Spørgers mor var i live. Skatterådet fandt, at udbetalinger fra trusten efter Spørgers mor var afgået ved døden, skulle anses for arv, der ikke var indkomstskattepligtigt. Skatterådet afviste at tage stilling til om der skulle betales boafgift, da dette spørgsmål var skifterettens kompetence. Skatterådet fandt videre, at arveforskud på 71.500 kr. årligt var skattefrit. Herudover fandt Skatterådet, at et lån uden tilbagebetalingspligt fra trusten skulle anses som et arveforskud, da lånebeløbet skulle modregnes i Spørgers arv.
Spørger var en udenlandsk uafhængig nonprofitorganisation, etableret som et selskab med begrænset hæftelse. Spørger ønskede at udvide sine aktiviteter til andre lande i Europa. Derfor havde Spørger ansat en medarbejder i Danmark til at lede en dansk filial. Spørger ønskede at få bekræftet, at der ikke var tale om et fast driftssted i Danmark i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Spørger ønskede desuden at få bekræftet, at Spørger ikke var lønsumsafgiftspligtig af de aktiviteter, som vil udføres i Danmark, jf. lønsumsafgiftsloven § 1.
Skatterådet bekræftede, at Spøger ikke ville blive begrænset skattepligtig til Danmark, idet der ikke blev anset udøvet erhverv gennem filialen. Som følge heraf bortfaldt to spørgsmål i relation til indkomstopgørelsen af filialens indkomst. Skatterådet bekræftede desuden, at Spørger ikke var lønsumsafgiftspligtig af de aktiviteter, som ville blive udført i Danmark.
Skattestyrelsen havde ikke anset klagerens fortjeneste på godt 1,4 mio. kr. ved salg af en ejerlejlighed i 2018 for skattefri i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.
Klagerens forældre havde købt lejligheden den 15. august 2010 for 1.515.000 kr. Forældrene udlejede lejligheden til klageren, der boede i den i perioden 1. september 2010 - 25. august 2018. Klagerens kæreste flyttede ind i lejligheden i 2014. Klageren købte lejligheden af sine forældre den 27. december 2017 med overtagelse senest den 1. april 2018 for 1.725.000 kr., hvilket svarede til den offentlige ejendomsvurdering med tillæg af 15 %. Den 26. marts 2018, det vil sige inden den seneste overtagelsesdag den 1. april 2018 ifølge klagerens købsaftale med forældrene, blev en ejendomsmægler kontaktet med henblik på salg af lejligheden. Klageren indgik den 30. marts 2018 formidlingsaftale med mægleren, hvorefter lejligheden skulle udbydes til salg for 3.695.000 kr. Ved købsaftale af 13. april 2018 købte klageren og kæresten en anden ejendom med overtagelse den 1. august 2018 for 3.775.000 kr. Aftalen var betinget af, at klageren fik solgt lejligheden. Lejligheden blev solgt til tredjemand den 6. juni 2018 for 3.250.000 kr.
Landsskatteretten anførte, at der over for dette forløb ikke forelå oplysninger, der godtgjorde, at klagerens køb af lejligheden fra hans forældre for en væsentlig lavere pris, end han videresolgte lejligheden for mindre end et halvt år efter til tredjemand, skete med henblik på, at lejligheden reelt skulle tjene som bolig for klageren, og at købet ikke blot skete i et forsøg på at undgå beskatning af den betydelige fortjeneste.
Oplysninger om, at det var forventningen, at klageren og hans kæreste skulle bo i lejligheden i en længere periode, men at klageren satte lejligheden til salg af frygt for en boligboble, og at han som følge af naboens salg for 3,7 mio. kr. ønskede at se, hvilke salgsmuligheder der var for hans lejlighed, kunne ikke føre til et andet resultat.
Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.
Skattestyrelsen havde pålagt et selskab at indberette værdi af fri bil vedrørende A, der var direktør i og ejer af selskabet. Landsskatteretten anførte, at A i den omhandlede periode som direktør og ejer af selskabet havde rådighed over den omhandlede bil, en Audi Q5, 3,0 Ouattro, som selskabet lejede. A havde Adresse Y1, By Y1, hvor selskabet ligeledes havde adresse. Der forelå ingen oplysninger, der i tilstrækkelig grad sandsynliggjorde, at Audien, som var velegnet til privat brug, uden for arbejdstid altid holdt parkeret ved selskabets driftslokaler på Adresse Y2, By Y1. Den fremlagte kørebog, der ifølge oplysninger på retsmødet var rekonstrueret, var først fremkommet under klagesagen, og grundlaget for kørebogens angivelser var ikke fremlagt. Der forelå ikke en skriftlig aftale mellem A og selskabet om, at Audien ikke måtte anvendes til privat kørsel.
Under disse omstændigheder sammenholdt med skiftende forklaringer om, hvorvidt hovedanpartshaven havde anvendt bilen, fandt Landsskatteretten, at det påhvilede selskabet at sandsynliggøre, at Audien ikke var stillet til rådighed for A og ikke blev anvendt til privat kørsel.
Grundlaget for de meget præcise angivelser i den rekonstruerede kørebog, der først fremkom under klagesagen, var ikke fremlagt. På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at kørebogen ikke sandsynliggjorde, at Audien ikke var stillet til rådighed for A og ikke blev anvendt til privat kørsel.
Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.
Sagen angik værdiansættelsen af en ejendom i Sverige, som var blevet overdraget som gave. Landsskatteretten fandt, at cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning ikke indeholdt særlige regler om værdiansættelse af udenlandske ejendomme, og at cirkulæret blandt andet henviste til, at den seneste bekendtgjorte vurdering efter vurderingsloven kunne lægges til grund ved gaveafgiftsberegningen. Cirkulæret henviste derimod ikke til ejendomsværdiskatteloven. Henset hertil fandt Landsskatteretten, at gaveafgiftsgrundlaget skulle fastsættes med udgangspunkt i cirkulæret, hvorefter gaveafgiftsgrundlaget udgjorde ejendommens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen af gaven. Landsskatteretten fandt herefter, at ejendommens handelsværdi skulle ansættes skønsmæssigt til 400.000 SEK, idet der ved skønnet blev henset til den svenske offentlige ejendomsvurdering for 2021 på 300.000 SEK, ligesom der blev henset til, at den svenske offentlige vurdering for 2021 alene tilsigtede at udgøre 75 % af markedsværdien. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.
Sagen angik, om klagerens anmodning om fradrag uden indskud efter etableringskontolovens § 4, stk. 2, skulle imødekommes. Landsskatteretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at klageren siden 1998 havde drevet virksomhed som privatpraktiserende læge, og at klagerens virksomhed som privatpraktiserende læge ikke var ophørt ved lukningen af H5 pr. 31. december 2017, men var fortsat i interessentskabet H4 I/S pr. 1. januar 2018. Da der i indkomståret 2020 dermed var forløbet mere end 5 år fra etableringen af klagerens selvstændige erhvervsvirksomhed, fandt Landsskatteretten, at betingelserne for fradrag uden indskud på baggrund af virksomhedsoverskud ikke var til stede, jf. etableringskontolovens § 4, stk. 2, jf. § 2. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.
I sagen var der anmodet om afholdelse af syn og skøn om, hvorvidt et hestestutteri blev drevet erhvervsmæssigt.
Parterne var enige om, at der skulle medvirke to skønsmænd, hvilken organisation, der skulle bringe den ene skønsmand i forslag, og at både R1-revision og G1-institut, opfyldte uvildigheds- og kvalifikationskriterierne for at kunne komme med forlag til den anden skønsmand. Parterne var ikke enige om, hvilken af de to organisationer, der var bedst egnet til at komme med forslag til en skønsmand med relevant faglig viden og indsigt, og dermed hvilken organisation, der skulle vælges til at bringe sagens anden skønsmand i forslag.
Det var i overensstemmelse med sædvanlig praksis at indhente forslag til skønsmænd fra R1-revision. Landsretten fandt, at der efter det foreliggende ikke var grundlag for at antage, at G1-institut, var mere egnet end R1-revision til at bringe en skønsmand i forslag. Landsretten bemærkede herved, at det måtte forudsættes, at R1-revision ville være opmærksom på, at den skønsmand, som de skulle bringe i forslag, havde den fornødne sagkundskab.
Landsretten tiltrådte derfor byrettens afgørelse om, at R1-revision skulle komme med forslag til den anden skønsmand.
I forbindelse med H1's ønske om at frikøbe sig fra en tilskudsdeklaration, der er tinglyst på H1's ejendomme, anmodede H2 det daværende SKAT om at vurdere de pågældende ejendomme. SKAT vurderede ejendommen til (red. … værdi 1 udeladt) mio.kr. H2 påklagede SKATs udtalelse om værdien til Landsskatteretten, der afviste klagen.
Hovedsagen mellem H1 og H2 angår fastlæggelse af grundlaget for beregningen af det beløb, H1 skal betale til H2 for at frikøbe sig fra tilskudsdeklarationen, herunder om H2 er bundet af SKATs værdiansættelse af foreningens ejendomme.
Skatteministeriet blev adciteret af H2. Adcitationssagen angår, om SKATs udtalelse om ejendommenes handelsværdi er en forvaltningsretlig afgørelse, der kan prøves af Landsskatteretten, og i modsat fald om SKAT skal anerkende en højere værdiansættelse.
Hvad angår hovedsagen mellem H1 og H2 fandt retten, at SKATs udtalelse om ejendommenes værdi ikke var bindende for H2's afgørelse om frikøb, at SKATs værdiansættelse ikke levede op til den vurderingsnorm, der efter ejendomsvurderingsloven skal indgå til at fastlægge ejendommenes aktuelle handelsværdi, og at det efter de afgivne skønserklæringer var godtgjort, at der var et misforhold mellem SKATs ansættelse af handelsprisen og ejendommenes faktiske handelsværdi. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte H2's vurdering om ikke at fremsætte frigørelsestilbud på grundlag af SKATs vurdering.
Hvad angår adcitationssagen mellem H2 og Skatteministeriet, fandt retten, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist klagen over SKATs udtalelse om ejendommenes værdi, idet udtalelsen ikke er en afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 6 og § 11. Skatteministeriet blev derfor frifundet over for H2's principale påstand om ophævelse af Landsskatterettens afgørelse om afvisning og hjemvisning til realitetsbehandling.
Med henvisning til, at H2 ikke var bundet af SKATs værdiansættelse, fandt retten endvidere, at H2 ikke havde retlig interesse i at få påkendt H2's subsidiære påstande om, at Skatteministeriet skulle anerkende andre værdier af ejendommene end den af SKAT skønnede. Skatteministeriets afvisningspåstand over for disse påstande blev derfor taget til følge.
Sagen angik, om selskabet havde ret til fradrag for rejseomkostninger. Skattemyndighederne havde anset udgifterne som fradragsberettigede som lønudgift til selskabets hovedanpartshaver og direktør. Det var alene skattemyndighedernes afgørelse om selskabets ansættelse, der var blevet indbragt for domstolene.
Retten fandt, at selskabet havde fungeret som formidler af konsulentydelser. Efter bevisførelsen var det ikke godtgjort, at de afholdte udgifter til rejseaktiviteter havde en sådan sammenhæng med salget af konsulentydelser, at dette kunne begrunde fradragsret for rejseudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 8, stk. 1. Ligeledes fandt retten, at dele af de afholdte udgifter ikke blev afholdt i selskabets interesser men for andre af hovedanpartshaverens selskaber.
Uanset om fordelen tilfaldt hovedanpartshaveren personligt eller et af hans selskaber, var det ikke godtgjort, at midlerne var medgået til selskabets drift, og at de ikke havde passeret hovedanpartshaverens økonomi.
Da det var ubestridt i sagen, at hovedanpartshaveren var lønmodtager i selskabet, var skattemyndighederne derfor berettigede til at anse midlerne som yderligere løn til hovedanpartshaveren. Selskabet kunne derfor fradrage udgifterne som yderligere løn, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.
Retten fandt, at skatteyderen ikke kunne få prøvet sine påstande, som de var formuleret. Sagen blev derfor afvist.
For skatteyderens principale påstand lagde retten vægt på, at den ikke var egnet til at danne grundlag for domskonklusioner, idet en stor del af påstanden mere havde karakter af anbringender. Retten lagde også vægt på, at der ikke længere bestod en retsuvished mellem parterne, idet skattemyndighederne allerede ved sagens behandling i det administrative system havde givet skatteyderen medhold.
For skatteyderens subsidiære påstand lagde retten vægt på, at også for denne var der ikke grundlag for en prøvelse, idet skatteyderen allerede havde fået medhold ved sagens behandling i det administrative system.
Boligejeren havde ikke godtgjort, at den skønsmæssige grundværdiansættelse var truffet på et forkert eller mangelfuldt grundlag, der var egnet til at påvirke værdiansættelsen, eller at vurderingsmyndighedens skøn havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.
Vurderingsmyndigheden var ikke bundet af parternes foretagne fordeling af handelsprisen for grunden, og dens afgørelser kunne ikke tilsidesættes alene med grundlag i, at grundværdien væsentlig oversteg den ved købsaftalen indgåede salgspris.
Boligejeren havde ikke godtgjort, at vurderingsmyndigheden ved inddragelsen af byggeretsværdiprincippet havde foretaget et ulovligt eller forkert skøn, og det var heller ikke godtgjort, at vurderingsmyndigheden ikke havde foretaget et skøn på grundlag af de tilvejebragte oplysninger i sagen. Salgsoplysninger for ejendomme, der var bebyggede, eller hvor omfanget af forureningen afveg fra forureningen på boligejerens grund, burde ikke have været inddraget i sammenligningsgrundlaget.
Vurderingsmyndigheden havde inddraget oplysninger om jordforureningen på boligejerens grund og foretaget et fradrag for udgifter ved en oprensning på grundlag af en udført beregning af omkostningerne ved en oprydning af forureningen. Boligejeren havde ikke ved syn og skøn eller på anden måde godtgjort, at der var begået fejl ved beregningen af fradraget, eller at fradraget skulle have været væsentligt højere.
Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.
En skatteyder blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark, idet landsretten fandt, at skatteyder ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde haft til hensigt at bosætte sig og forblive bosat i udlandet i indkomstårene 2009 og 2010.
Landsretten fandt desuden, at skatteyder skulle beskattes af en udgiftsafholdelse i skatteyders selskab, og at skatteyder skulle beskattes af nogle indsætninger på sin bankkonto.
Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætninger på hans konto ikke udgjorde skattepligtig indkomst.
Skatteministeriet blev herefter frifundet.
Retten fandt, at skatteyderen ikke var berettiget til afgiftsfritagelse af arv på ca. 5 mio. kr. i medfør af boafgiftslovens § 3, stk. 2. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Skatteyderen var en fond, hvis vedtægter ubestridt var almenvelgørende eller almennyttige, med undtagelse af en bestemmelse om en bestemmelse om vedligeholdelse af fondsstifterens familiegravsted, som ubestrideligt ikke var almenvelgørende eller almennyttigt. Retten fandt efter en samlet vurdering, at det ikke var godtgjort, at fondsvedtægternes formål vedrørende familiegravstedet udgjorde en så begrænset del af fondens formål, at fonden på trods heraf praktisk talt udelukkende har almenvelgørende eller andet almennyttigt formål, jf. boafgiftslovens § 3, stk. 2.
Retten fandt, at det forhold, at fonden ikke endnu havde afholdt udgifter til gravstedet, samt at fondens formand og gravstedsindehaveren havde forklaret, at han ikke havde til hensigt at forny gravstedet, ikke kunne føre til et andet resultat. Det forhold, at skattemyndighederne tidligere fremkom med en vejledende udtalelse om, at fondens formål umiddelbart ville kunne anses for almennyttigt eller almenvelgørende, kunne heller ikke føre til andet resultat.
Dommen er anket til landsretten.
Sagen angik, hvorvidt Skattestyrelsens afgørelse af 26. oktober 2021 var rettidig i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Skattestyrelsen havde imødekommet en anmodning fremsat af en skatteyders rådgiver med henvisning til rådgiverens forhold som sygdom og ferie. Retten fandt efter en konkret vurdering, at anmodningen om fristforlængelse blev givet for at give skatteyderen mulighed for at varetage sine interesser, hvilket blev understøttet af, at rådgiveren anmodede om sagens bilag i forlængelse af fristudsættelsen.
Retten fandt, at det var irrelevant, at skatteyderens tidligere rådgiver i sagen havde oplyst, at der ikke ville blive indleveret yderligere materiale, ligesom det ikke havde betydning for sagens resultat, at den anmodede rådgiver ikke udnyttede fristudsættelsen ved at fremkomme med yderligere bemærkninger.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Journalnr: 22/0032623
Nedsættelse af skattepligtig indkomst
Klagen vedrører nægtet nedsættelse af selskabs skattepligtige indkomst. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 19-03-2024
Journalnr: 22/0032626
Sambeskatningsindkomst
Klagen vedrører nægtet ændring af sambeskatningsindkomst. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 19-03-2024
Journalnr: 22/0055785
Skønsmæssig ansættelse af overskud af virksomhed
Klagen vedrører skønsmæssig ansættelse af overskud af virksomhed. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 22-03-2024
Journalnr: 19/0074613
Tilskud til selskab mm
Klagen skyldes, at modtagne beløb er anset for tilskud og at udgifter afholdt på hovedanpartshavers ejendom anset for tilskud til selskabet. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 11-03-2024
Journalnr: 22/0089900
Yderligere gaveafgift
Klagen vedrører opgørelse af yderligere gaveafgift. Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen i overvejende grad.
Afsagt: 11-03-2024
Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.
Den 13-06-2024 dom i C-380/23 Monmorieux
Fiskale bestemmelser
Om artikel 24 i overenskomsten mellem Frankrig og Belgien til undgåelse af dobbeltbeskatning og til fastsættelse af bestemmelser om gensidig administrativ og juridisk bistand for så vidt angår indkomstskatter, undertegnet i Bruxelles den 10. marts 1964, godkendt ved lov af 14. april 1965, skal fortolkes således, at en belgisk statsborger, der hævder at være skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig, hvilket imidlertid bestrides af de belgiske skattemyndigheder, og som en retsbevarende foranstaltning har anmodet om anvendelse af en forligsprocedure med henblik på at få tilbagebetalt den skat, der er betalt i Frankrig, [...]
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - etableringsfrihed - artikel 49 TEUF - selskabsskat - koncerninternt grænseoverskridende lån optaget med henblik på en ekstern erhvervelse - ingen mulighed for at fradrage renterne på et sådant lån i det skattepligtige overskud - rent kunstigt arrangement - begreb - proportionalitet
Generaladvokatens indstilling:
Artikel 49 TEUF
skal fortolkes således, at
bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter renter på et lån optaget i en enhed, der er forbundet med den skattepligtige person, ikke kan fradrages ved opgørelsen af denne persons overskud, når indgåelsen af dette lån ikke i overvejende grad var forretningsmæssigt begrundet, men med det formål at skabe en fradragsberettiget gæld, selv når den heri fastsatte rentesats ikke overstiger den sats, som ville være blevet aftalt mellem selskaber, der er uafhængige af hinanden. I denne situation bør rentefradraget afslås fuldstændigt.
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - etableringsfrihed - artikel 49 TEUF - selskabsskat - koncerninternt grænseoverskridende lån optaget med henblik på en ekstern erhvervelse - ingen mulighed for at fradrage renterne på et sådant lån i det skattepligtige overskud - rent kunstigt arrangement - begreb - proportionalitet
Generaladvokatens indstilling:
Artikel 49 TEUF
skal fortolkes således, at
bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter renter på et lån optaget i en enhed, der er forbundet med den skattepligtige person, ikke kan fradrages ved opgørelsen af denne persons overskud, når indgåelsen af dette lån ikke i overvejende grad var forretningsmæssigt begrundet, men med det formål at skabe en fradragsberettiget gæld, selv når den heri fastsatte rentesats ikke overstiger den sats, som ville være blevet aftalt mellem selskaber, der er uafhængige af hinanden. I denne situation bør rentefradraget afslås fuldstændigt.
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - etableringsfrihed - artikel 49 TEUF - selskabsskat - koncerninternt grænseoverskridende lån optaget med henblik på en ekstern erhvervelse - ingen mulighed for at fradrage renterne på et sådant lån i det skattepligtige overskud - rent kunstigt arrangement - begreb - proportionalitet
Generaladvokatens indstilling:
Artikel 49 TEUF
skal fortolkes således, at
bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter renter på et lån optaget i en enhed, der er forbundet med den skattepligtige person, ikke kan fradrages ved opgørelsen af denne persons overskud, når indgåelsen af dette lån ikke i overvejende grad var forretningsmæssigt begrundet, men med det formål at skabe en fradragsberettiget gæld, selv når den heri fastsatte rentesats ikke overstiger den sats, som ville være blevet aftalt mellem selskaber, der er uafhængige af hinanden. I denne situation bør rentefradraget afslås fuldstændigt
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om identifikation og indberetning af finansielle konti med tilknytning til udlandet, BEK nr 398 af 15/04/2024. Udstedt af Skatteministeriet
Bekendtgørelse om efterlevelse af regler for tildeling af statsstøtte på skatteområdet
Oprettelsesdato: 17-04-2024
Høringsfrist: 15-05-2024
Spm. 1 |
Spm. 3 |
Spm. 4 |
Spm. 5 |
Bilag 218 |
Bilag 219 | Henvendelse af 12/4-24 fra Lars Wismann om foretræde vedrørende værdiansættelser på ejendomme |
Bilag 222 | Kopi af præsentation fra De Økonomiske Råd om Produktivitetsrapporten 2024 |
Bilag 223 |
Bilag 224 |
Spm. 394 |
Spm. 395 |
Spm. 400 |
Spm. 401 |
Spm. 402 |
Spm. 403 |
Spm. 404 | Vil ministeren oplyse, hvad det vil koste i tabt skatteprovenu at sænke selskabsskatten til 15 pct.? Svar |
Spm. 407 |
Spm. 408 |
Spm. 409 |
Spm. 471 |
Spm. 474 |
Spm. 475 |
Spm. 476 |
Spm. 477 |
Spm. 480 |
Spm. 481 |
Spm. 482 |
Spm. S 832 |