|
SkatteMails
Andre services
Jobportal
Fortegnelser
Tidligere år
Support og hjælp
SkatteMail 2017, uge 10
Kære Læser
Denne uges SkatteMail indholder et usædvanlig stort antal domme fra byretter og landsretten. Desuden er der kommet udkast til lovforslag, som kan medføre, at P/S deltagere ikke længere anses for selvstændigt erhvervsdrivende og derfor ikke længere kan anvende virksomhedsordningen. Lovforslaget vil især kunne få betydning for deltagere inden for rådgivning (ingeniører, arkitekter, konsulenter, advokater og revisorer mv.).
God læselyst.
Flemming L. Bach
Indhold
Artikler og interessante links
Asia-Pacific Tax Bulletin: 1 - 2017
Acontoskat for selskaber i 2017
Fradrag for særlige omkostninger ved omlægning af gæld
Gør klar til årsopgørelsen for 2016 – tag fradragstesten
Nyt udkast til lovforslag kan ændre verden for deltagere i transparente enheder
Sommerhuse - skattepligt
Håndværkerfradrag
Acontoskat 2017 for selskaber, foreninger m.v.
Få styr på omkostningsgodtgørelse i skattesager
Nyt udkast til lovforslag om skattemæssig kvalifikation af P/S deltagere
Skattemæssig kvalifikation af P/S deltagere
10 gode råd til årsopgørelsen 2016
Få 50% af dine omkostninger refunderet imens sagen verserer
Værdiansættelse af unoterede aktier - Ny dom fra Østre Landsret
Ændring af beskatningen af deltagere i P/S’er og I/S’er mv.
Bindende svar
FCP SIV i Luxembourg blev anset for skattemæssigt transparent
Irsk CCF omfattet af UCITS-direktivet anset for skattemæssigt transparent
Investeringsselskab - tilbagesalg til udstedende selskab - udbytte
Investeringsselskab - tilbagesalg til udstedende selskab - udbytte
Fradrag for tab omfattet af afskrivningsloven § 40 C
Urealiseret kurstab på renteswapaftaler ved optagelse af lån med sikkerhed i fast ejendom
Afgørelser
Udenlandske lønmodtagere, herunder spørgsmål om arbejdsleje eller entreprise
Genindtræden af skattepligt til DK ved besøg hos familie, der er vendt tilbage til DK
Domme
Forhøjelse af skattepligtig indkomst – fri bil – fri motorcykel
Ekstraordinær skatteansættelse - aktieavancebeskatning
Ordinær- og ekstraordinær genoptagelse – dispensation fra reaktionsfristen
Omgørelse – overdragelse af varelager – ikke lagt klart frem
Sameje – beskatning af værdi af fri bolig – udlejning til familiemedlemmer
Fikseret lejeindtægt - parcelhusreglen - ekstraordinær genoptagelse - begrundelse
Fri bil - hovedaktionærs rådighed - beskatningsgrundlag ved privat rådighed
Kommanditist - opgørelse af fradragskonto
Beskatning af maskeret udlodning - mellemregningskonto
Gavebeskatning – negativt privatforbrug – lån fra nærtstående
Maskeret udbytte - overpris aktier - stiftertilgodehavende - retserhvervelsestidspunkt - afdrag og rentebetalinger
Fradrag for børnebidrag - ikke fradrag for beløb overført til ekskonens konto i udlandet
Dobbeltbeskatning – indkomst oppebåret på et norsk skib
Befordringsgodtgørelse - professionel håndboldspiller
Nedsættelse af skattepligtig indkomst - salg af anparter
Direktør lønbeskattet af tilgodehavende i selskab
Skønsmæssig ansættelse – negativt privatforbrug – familielån
Told - kontanter - låneforhold
Forhøjelse af indkomst - fast driftssted i Danmark
Personalesommerhus - rådighedsbegreb
Forældelse af skatte og afgiftskrav – forståelse af administrativ afgørelse indeholdende skrivefejl
Formulering af hjemvisning til vurderingsmyndigheden - afgørelse truffet på et forkert faktisk grundlag
Overskud af virksomhed - fast driftssted i Danmark
Ordinær genoptagelse – negativt privatforbrug – lån
Skønsmæssig forhøjelse – indsætning på konto
Beskatning af udstedte fakturaer – Maskeret udlodning
Forvaltningsmyndigheders brevudsendelse - Forsendelsesrisiko
Grundværdi – fradrag for forbedringer - tilslutningsafgifter
Skønsmæssigt forhøjelse – negativt privatforbrug - mellemregningskonto
Ejendomsavancebeskatningsloven § 11 – stigning i ejendomsskatter - zoneændring indebar ikke ekspropriation
Omkostningsgodtgørelse – forening – skattepligtig efter selskabsskatteloven – tidspunkt for vurdering
Vurderingslovens § 13 - Grundværdiansættelse
Nyt fra EU-Domstolen
1 ny sag
Nyt fra Folketinget
Nye dokumenter vedrørende lovforslag
Nye dokumenter vedrørende almindelig del
SELECT * FROM Appeller WHERE(([SkatteraadChanged] >= '20170306' AND [SkatteraadChanged] <= '20170312') OR ([LSRChanged] >= '20170306' AND [LSRChanged] <= '20170312') OR ([ByretChanged] >= '20170306' AND [ByretChanged] <= '20170312') OR ([LandsretChanged] >= '20170306' AND [LandsretChanged] <= '20170312') OR ([HojesteretChanged] >= '20170306' AND [HojesteretChanged] <= '20170312')) ORDER BY AppelId DESC
Angivelsesfrister den kommende uge
| Dato | Angivelse | Periode |
| 15-03-2017 | Lønsumsafgift i 2017 | Metode 2 (februar 2017) |
Artikler og interessante links
Asia-Pacific Tax Bulletin (APTB)Asia-Pacific Tax Bulletin: 1 - 2017 I denne udgave:
|
BDOAcontoskat for selskaber i 2017 Mandag den 20. marts 2017 er sidste frist for betaling af første rate af acontoskatten for indkomståret 2017 for selskaber og fonde. |
BDOFradrag for særlige omkostninger ved omlægning af gæld Skatterådet har bekræftet, at et selskab havde fradrag for et engangsbeløb på 20 mio. kr., som selskabet skulle betale til en kreditforening i forbindelse med ændring af vilkårene for et lån. |
BDOGør klar til årsopgørelsen for 2016 – tag fradragstesten Hvis alt går som det plejer, kan du formentlig se din årsopgørelse for 2016 på fredag fra sidst på eftermiddagen. Hvis ellers du kan komme igennem. Brug evt. ventetiden til at undersøge om du har oversete fradragsmuligheder. |
Bech-BruunNyt udkast til lovforslag kan ændre verden for deltagere i transparente enheder Skatteministeriet har den 2. marts 2017 sendt et nyt udkast til lovforslag i høring, som lægger op til, at det at eje andele i et skattetransparent selskab fremover ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at ejerens indkomst bliver anset som indkomst i selvstændig erhvervsvirksomhed. |
BeierholmSkattepligt - sommerhuse med ret til helårsbeboelse for pensionister |
Dansk Revision3byggetilbud.dk har udarbejdet en grundig grafik, der forklarer alle forholdene omkring håndværkerfradraget, som allerede nu kan indberettes til og med d. 9. marts, så det kan blive medregnet i årsopgørelsen, der kommer d. 13. marts 2017. |
Dansk RevisionAcontoskat 2017 for selskaber, foreninger m.v. Første rate af ordinær acontoskat for selskaber m.v. skal betales senest den 20. marts 2017 og anden rate skal betales senest den 20. november 2017. |
DeloitteFå styr på omkostningsgodtgørelse i skattesager Såfremt en virksomhed får medhold i, at en skattemyndigheds afgørelse er forkert, kan de fra den 1. januar 2017 få godtgjort samtlige udgifter. |
DeloitteNyt udkast til lovforslag om skattemæssig kvalifikation af P/S deltagere Udkast til lovforslag kan medføre at P/S deltagere ikke længere anses for selvstændigt erhvervsdrivende og derfor ikke længere kan anvende virksomhedsordningen. |
DeloitteSkattemæssig kvalifikation af P/S deltagere Nyt udkast til lovforslag |
Deloitte10 gode råd til årsopgørelsen 2016 Den 13. marts 2017 modtager du din årsopgørelse for 2016. Du bør som udgangspunkt kontrollere alle oplysninger på din årsopgørelse, men det er især vigtigt, at du er opmærksom på forhold, som ikke automatisk er indberettet til SKAT. Her er nogle gode råd om, hvad du som minimum bør tjekke, så du ikke snyder dig selv i skat. |
DeloitteFå 50% af dine omkostninger refunderet imens sagen verserer Selskaber kan igen få omkostningsgodtgørelse |
PwCVærdiansættelse af unoterede aktier - Ny dom fra Østre Landsret En ny dom om den skattemæssige værdiansættelse af unoterede anparter slår fast, at der ikke er noget retskrav på at kunne benytte de særlige hjælperegler, der er indeholdt i TSS-cirkulære 2000-09 og 2000-10 (”goodwill-cirkulæret”). |
PwCÆndring af beskatningen af deltagere i P/S’er og I/S’er mv. Skatteministeriet har den 2. marts 2017 fremsendt et udkast til lovforslag i høring, som berører deltagere i skattemæssigt transparente selskaber, dvs. typisk partnerselskaber, kommanditselskaber og interessentskaber. Lovforslaget vil især kunne få betydning for deltagere inden for rådgivning (ingeniører, arkitekter, konsulenter, advokater og revisorer mv.), der har organiseret sig i skattemæssigt transparente selskaber. |
Nye afgørelser mv. offentliggjort af SkatteforvaltningenBindende svar: FCP SIV i Luxembourg blev anset for skattemæssigt transparent
SKM2017.184.SR
Vedrører: Selskabsskatteloven § 1
Skatterådet fandt, at en luxembourgsk FCP SIV skal anses for skattemæssigt transparent. Den pågældende enhed, i hvilken nettoindtægten udloddes løbende, og der er tillagt eneinvestor betydelig medindflydelse gennem den oprettede investeringskomité, kan ikke anses for direkte omfattet af den praksisændring for værdipapirfonde, der er omtalt i SKM2016.98.SKAT.
Bindende svar: Irsk CCF omfattet af UCITS-direktivet anset for skattemæssigt transparent
SKM2017.183.SRVedrører: Selskabsskatteloven § 1
Skatterådet fandt, at et irsk CCF, der er omfattet af UCITS-direktivet, skulle anses for skattemæssigt transparent efter danske skatteregler.
Bindende svar: Investeringsselskab - tilbagesalg til udstedende selskab - udbytte
SKM2017.169.SRVedrører: Aktieavancebeskatningsloven § 19. Ligningsloven § 16 B
Skatterådet bekræftede, at et dansk aktieselskab var et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at ved tilbagesalg af aktier til selskabet var salgssummen omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 2, nr. 4, således at salgssummen ikke skulle anses for udbytte.
Bindende svar: Investeringsselskab - tilbagesalg til udstedende selskab - udbytte
SKM2017.168.SRVedrører: Aktieavancebeskatningsloven § 19. Ligningsloven § 16 B
Skatterådet bekræftede, at et dansk aktieselskab var et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at ved tilbagesalg af aktier til selskabet var salgssummen omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 2, nr. 4, således at salgssummen ikke skulle anses for udbytte.
Bindende svar: Fradrag for tab omfattet af afskrivningsloven § 40 C
SKM2017.166.SRVedrører: Afskrivningsloven § 40 C
Skatterådet kunne bekræfte, at spørger kunne fratrække sit tab efter afskrivningslovens § 40 C, stk. 11 i forbindelse med salg af samtlige betalingsrettigheder til markedspris til 3. mand.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det var uden betydning for besvarelsen af spørgsmålet, at spørger solgte samtlige betalingsrettigheder til markedspris i 2016 eller 2017, og generhvervede de samme betalingsrettigheder den 1. marts 2017 eller 1. marts 2018, da det på det foreliggende grundlag ikke med sikkerhed kunne fastslås, at der i en situation med salg, leje og tilbagekøb af de samme rettigheder inden for en kort periode var den nødvendige økonomiske realitet i overdragelsen af rettighederne.
Skatterådet fandt ikke, at der ville være tale om en ejers råden over de overdragne rettigheder, hvis rettighederne blev udlejet til sælger til mindre end markedslejen.
Skatterådet kunne bekræfte, at det var uden betydning for besvarelsen af spørgsmål 1-3 om salget sker til 3. mand eller til spørgers far.
Bindende svar: Urealiseret kurstab på renteswapaftaler ved optagelse af lån med sikkerhed i fast ejendom
SKM2017.133.SRVedrører: Selskabsskatteloven § 11 B, stk. 10. Betænkning til lov nr. 254 af 30. marts 2011 (L 84 2010-11)
Skatterådet kunne ikke bekræfte at et urealiseret kurstab på en renteswap fremført efter selskabsskattelovens § 11 B, stk. 10, 2. pkt., fortsat kan fremføres til modregning i urealiserede gevinster fra en renteswapaftale, der indgås ved omlægning af det lån, den oprindelige renteswapaftale er indgået til sikring af, og som indgås til erstatning for den oprindelige renteswapaftale.
Forarbejder Betænkning til lov nr. 254 af 30. marts 2011 (L 84 2010-11).
Afgørelse: Udenlandske lønmodtagere, herunder spørgsmål om arbejdsleje eller entreprise
SKM2017.185.LSRVedrører: Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, § 43, stk. 1, § 46, stk. 1, § 69, stk. 1 Arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, og 11, stk. 1. Arbejdsmarkedsbidragslovens § 7
En dansk virksomheds kontrakter med 3 polske firmaer om levering af en række ydelser på en minkfarm blev anset for arbejdsudlejekontrakter. Der blev lagt vægt på, at ydelserne dels måtte anses for en integreret del af virksomhedens arbejdsområde, dels nedrivning og opbygning, og at der var indgået standardiserede kontrakter, samt at den danske virksomhed leverede maskiner og værktøj og skaffede logi til arbejderne.
Afgørelse: Genindtræden af skattepligt til DK ved besøg hos familie, der er vendt tilbage til DK
SKM2017.180.LSRVedrører: Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. og § 7, stk. 1, 1. og 2. pkt.
En videnskabsmand, der var fraflyttet Danmark og havde fået ansættelse ved en udenlandsk institution, ville lejlighedsvis kunne få varierende opgaver i Danmark af kortere varighed. Hans familie var flyttet tilbage til Danmark, og han opholdt sig hos denne, hvis han havde sådanne opgaver. Det kunne ikke antages, at der indtrådte skattepligt til Danmark i denne forbindelse.
Dom: Forhøjelse af skattepligtig indkomst – fri bil – fri motorcykel
SKM2017.179.ØLRVedrører: Ligningslovens § 16, stk. 3 og 4
Sagen vedrørte, hvorvidt skatteyderen for indkomstårene 2008, 2009 og 2010 var skattepligtig af værdien af fri bil og fri motorcykel efter ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 3, og stk. 4. Der var tale om fire svensk indregistrerede biler og en svensk indregistreret motorcykel, der var ejet af et svensk selskab, hvori skatteyderen var direktør og eneanpartshaver.
Skatteyderen havde anmodet om afgiftsfritagelse i Danmark og havde i den forbindelse oplyst, at de svensk indregistrerede køretøjer skulle benyttes til kørsel til Danmark, herunder til bopælen. Af de fem køretøjer var en af bilerne observeret både på bopælen og i privat ærinde, og en anden var alene observeret ved bopælen. Der var ikke ført et kørselsregnskab for nogen af køretøjerne.
Ved byretten bemærkede retten, at skatteyderen som direktør og eneanpartshaver havde rådighed over køretøjerne. Videre bemærkede byretten bl.a., at alle bilerne måtte betegnes som dyre luksusbiler, og at skatteyderen ikke havde dokumenteret, at der i selskabet havde været et erhvervsmæssigt behov for anskaffelsen af køretøjerne. Skatteyderen havde desuden selv forklaret, at han efter endt arbejde i Sverige benyttede bilerne til kørsel fra Sverige til bopælen og retur, og det var ikke dokumenteret, at denne kørsel ikke var privat kørsel i skattemæssig henseende.
Byretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at bilerne og motorcyklen ikke stod til rådighed for privat benyttelse, da der ikke var ført kørebog. Den omstændighed, at skatteyderen i alle indkomstårene ejede en række andre biler, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom ( SKM2016.22.BR ), hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet.
Dom: Ekstraordinær skatteansættelse - aktieavancebeskatning
SKM2017.178.BRVedrører: Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5.
Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens skatteansættelser for 2007 for 2008 med avancer vedrørende hans afståelse af aktier til sin mor og til sin pensionsordning.
For så vidt angik avancen vedrørende salgene til pensionsordningen, erkendte Skatteministeriet, at forhøjelserne var varslet for sent og tog derfor bekræftende til genmæle.
For så vidt angik aktiesalgene til moderen, gjorde skatteyderen gældende, at hun havde købt aktierne direkte af tredjemand, hvorfor han ikke havde opnået nogen skattepligtig avance.
Heroverfor anførte retten, at aktiekøbene blev registreret på grundlag af tre købsnotaer, som skatteyderen selv havde underskrevet uden, at det på nogen måde var tilkendegivet, at aktierne blev på købt på hans moders vegne. Efter skatteyderens forklaring lagde retten til grund, at han, da han underskrev købsnotaerne, var opmærksom på, at alene hans navn var anført. Skatteyderen havde herefter ikke bevist, at han ikke havde været ejer af aktierne, og han skulle derfor beskattes af fortjenesten efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.
Skatteyderen burde via sin stilling have vidst, at købet ville udløse en avancebeskatning og ved ikke at selvangive avancen, havde han udvist en sådan grad af uagtsomhed, at der kunne fortages en ekstraordinær ændring af skatteansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5.
Skatteministeriet fik derfor medhold i sin påstand.
Dom: Ordinær- og ekstraordinær genoptagelse – dispensation fra reaktionsfristen
SKM2017.177.BRVedrører: Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og § 27, stk. 2, 1. pkt.
Skatteyderen nedlagde påstand om, at Skatteministeriet skulle tilpligtes at anerkende, at skatteyderens skatteansættelse for indkomstårene 2003 og 2006-2008 kunne genoptages ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og at Skatteministeriet skulle tilpligtes at anerkende, at skatteyderens skatteansættelse for indkomstårene 2009 og 2010 kunne genoptages ordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
Retten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at ekstraordinær genoptagelse ville føre til en ændret ansættelse for indkomstårene 2003 og 2006-2008, ligesom retten ikke fandt, at skatteyderen havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Skatteyderen havde ubestridt ikke overholdt reaktionsfristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., og retten fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde dispensation fra fristen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt.
For så vidt angår indkomstårene 2009 og 2010 fandt retten ikke, at skatteyderen i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, havde fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kunne begrunde ændringen af ansættelserne. Der var derfor heller ikke grundlag for ordinær genoptagelse for indkomstårene 2009 og 2010.
Skatteministeriet blev herefter frifundet.
Dom: Omgørelse – overdragelse af varelager – ikke lagt klart frem
SKM2017.176.ØLRVedrører: Skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 3. Skattekontrollovens § 3 B
Appellanten havde i 2010 overdraget en varebeholdning fra en personligt drevet virksomhed til et amerikansk selskab, som hun ejede.
Appellanten havde ikke selvangivet overdragelsen, da hun troede, at denne kunne ske skattefrit. Da hun efterfølgende blev forhøjet af avance ved overdragelsen, søgte hun om omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29.
Skattemyndighederne fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at betingelsen i § 29, stk. 1, nr. 3, om, at den disposition, der ønskedes omgjort, dvs. overdragelse af varebeholdningen, skulle have været lagt klart frem for myndighederne.
Denne vurdering var domstolene enige i. Landsretten stadfæstede således byrettens dom ( SKM2016.218.BR ) om frifindelse af ministeriet, idet landsretten bl.a. henviste til Højesterets praksis (UfR 2012.465 H ( SKM2011.769.HR ) og UfR 2012.2042 H ( SKM2012.209.HR )) om, at omgørelse som udgangspunkt må forudsætte, at den pågældende disposition fremgår eller kan udledes af de relevante selvangivelser.
Dom: Sameje – beskatning af værdi af fri bolig – udlejning til familiemedlemmer
SKM2017.175.BRVedrører: Ligningslovens § 16 A, stk. 9 (dagældende). Personskattelovens § 3, stk. 1 og § 4 A, stk. 2, 2. pkt.
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en hovedanpartshaver kunne beskattes af værdien af fri bolig, idet hovedanpartshaveren i sameje med sit selskab personligt ejede 5 pct. af en lejlighed, som blev udlejet til hovedanpartshaverens søn.
Den 1. november 2006 købte skatteyderen sammen med selskab G1 ApS, i hvilket han var direktør og hovedanpartshaver, en lejlighed for 1.400.000 kr. Ejerskabsfordelingen blev tinglyst med 5 pct. til skatteyderen og 95 pct. til selskabet.
Umiddelbart efter købet blev lejligheden udlejet til skatteyderens søn, som boede uafbrudt i lejligheden, indtil han i oktober 2013 købte lejligheden for 1.002.222 kr. Sønnen betalte ubestridt husleje svarende til markedslejen.
Retten fandt indledningsvist, at reglen i den dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 9, om udbyttebeskatning af en hovedanpartshaver, der fra selskabet får stillet en helårsbolig til rådighed, efter bestemmelsens ordlyd, forarbejder og formål omfatter en situation, som den foreliggende, hvor den lejlighed, der fra selskabet stilles til rådighed for hovedanpartshaverens søn, ejes i sameje med hovedanpartshaveren.
Herefter lagde retten vægt på, at selskabet ikke i øvrigt handlede med ejendomme, at der ikke var oplyst nærmere om de forretningsmæssige overvejelser, der havde været, da selskabet og skatteyderen købte lejligheden, og at lejligheden blev solgt til skatteyderens søn.
Da retten på baggrund heraf ikke fandt, at skatteyderen havde sandsynliggjort, at selskabet havde en selvstændig økonomisk interesse i at udleje lejligheden til skatteyderens søn, blev Skatteministeriet frifundet.
Dom: Fikseret lejeindtægt - parcelhusreglen - ekstraordinær genoptagelse - begrundelse
SKM2017.174.BRVedrører: Statsskattelovens § 4. Forvaltningslovens § 24. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og stk. 2, 1. pkt. Ejendomsavancebeskatningslovens § 1
Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig efter statsskattelovens § 4 af lejeindtægter for udlejning af en lejlighed til sin datter, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, var opfyldt, hvorvidt skattemyndighederne havde opfyldt begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24, samt hvorvidt sagsøgeren efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8 var skattefri af avance ved salg af en anden ejendom.
Retten udtalte, at det følger af statsskattelovens § 4 stk. 1, litra b, at der som skattepligtig indkomst medregnes lejeindtægter, uanset om lejen rent faktisk er betalt. Sagsøgeren skulle derfor beskattes af en fikseret lejeindtægt, desuagtet at datteren ikke have betalt leje.
Sagsøgeren havde undladt at oplyse over for skattemyndighederne, at han havde udlejet en lejlighed til sin datter, hvorfra han var berettiget til at modtage lejeindtægt. Retten udtalte, at han herved i hvert fald havde udvist grov uagtsomhed, hvilket bevirkede, at skattemyndighederne ansatte hans indkomst ufuldstændigt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Den omstændighed, at han reelt eftergav datteren lejen, kunne ikke føre til et andet resultat. Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT kom i besiddelse af de korrekte oplysninger til beregning af skatten, hvilket i dette tilfælde var oplysning om lejens størrelse og fradragsberettigede udgifter. SKAT havde forsøgt at indhente oplysninger om fradragsberettigede udgifter fra sagsøger, men modtog ingen oplysninger, hvorefter agterskrivelsen blev fremsendt den 16. september 2011, hvilket var inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var som følge heraf opfyldt.
I SKATS afgørelse var der givet en redegørelse for det faktiske forløb vedrørende udlejning af lejemålet til sagsøgers datter herunder, at hun i henhold til en lejekontrakt med sagsøger skulle betale husleje til sagsøger, og at SKAT derfor ved beregning af sagsøgers skattepligtige indtægt medtog lejeindtægten, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, ligesom der var henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Endvidere havde såvel Skatteankenævnet som Landsskatteretten begrundet afgørelsen. Der forelå som følge heraf ikke en begrundelsesmangel.
Sagsøgeren havde derudover ikke løftet bevisbyrden for, at han reelt havde boet i den solgte ejendom, hvorfor betingelserne for skattefrihed efter ejendomsavancelovens § 8 ikke var opfyldt. Avancen på 570.000 kr. ved salg af ejendommen var derfor skattepligtig indkomst.
Skatteministeriet blev som følge heraf i det hele frifundet.
Dom: Fri bil - hovedaktionærs rådighed - beskatningsgrundlag ved privat rådighed
SKM2017.173.BRVedrører: Ligningslovens § 16, stk. 1 og stk. 4
I sagen sambehandledes ægtefællerne A og B's indbringelser af to afgørelser fra SKAT vedrørende skattepligt af værdien af fri bil i indkomstårene 2010, 2011 og 2012. A og B var begge hovedaktionærer i den virksomhed, hvor A i de omhandlede indkomstår tillige var direktør. Virksomheden ejede i perioden en Audi Q7 og en Audi A6.
I relation til A omhandlede sagen dels, hvorvidt A havde haft privat rådighed over den pågældende Audi Q7 og derfor skulle beskattes i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4, og dels hvorvidt A havde godtgjort, at en omregistrering af bilen kunne sidestilles med et salg og senere tilbagekøb ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for værdien af bilen.
I relation til B omhandlede sagen, hvilket beskatningsgrundlag, der skulle lægges til grund ved beregningen af værdien af fri bil af virksomhedens Audi A6, som stod til familiens private rådighed, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Nærmere bestemt var spørgsmålet, om der var realitet i et salg og senere tilbagekøb af bilen til en bilforhandler i Y1-by med den følge, at beskatningsgrundlaget skulle nedsættes.
Retten fandt, for så vidt angår A, at der ikke på det foreliggende grundlag gjaldt en formodning for privat rådighed, og at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at A havde haft rådighed over bilen. Retten lagde vægt på, at der ikke var sammenfald mellem virksomhedens og A's private adresse, og at der ikke var gjort observationer af bilen på den private bopæl eller under privat anvendelse. Retten lagde i øvrigt vægt på B's forklaring om, at virksomheden ligger 2,3-5 km fra bopælen, at bilen blev anvendt til erhvervskørsel og altid stod parkeret ved virksomheden, at bilen alene havde et førersæde og ét passagersæde, og at familien til daglig brugte B's Audi A6, som hun blev beskattet af, og som havde plads til hele familien med 3 børn. At der var betalt privatbenyttelsesafgift af bilen, som var indregistreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, kunne ikke føre til et andet resultat.
For så vidt angår B, fandt retten, at bevisbyrden for, at der var realitet i handlerne med bilforhandleren i Y1-by, ikke var løftet. Retten lagde vægt på, at B's forklaring om, at bilen blev solgt, fordi B ønskede at købe en anden Audi af en forhandler på Sjælland, ikke var understøttet af vidneforklaringer fra bilforhandlerne eller dokumentation for udvekslingen af købesummer. I øvrigt bemærkede retten, at bilen ikke blev afmeldt eller omregistreret til den århusianske bilforhandler på noget tidspunkt.
Retten gav således A medhold i hans principale påstand og nedsatte A's skatteansættelser med værdien af fri bil i indkomstårene 2010-2012. Skatteministeriet blev derimod frifundet for B's påstand.
Dom: Kommanditist - opgørelse af fradragskonto
SKM2017.186.VLRVedrører: Statsskattelovens § 6 a
Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist kunne medtage sin andel af en selvskyldnerkautionsforpligtelse, der blev stillet over for en bank, på sin fradragskonto.
Byretten fandt af tre grunde ikke grundlag for at fastslå, at dette var tilfældet.
Byretten henviste for det første til , at kommanditistens hæftelse i henhold til selvskyldnerkautionen var begrænset til det samme beløb" som hans til enhver tid værende resthæftelse over for kommanditselskabet, der ubestridt indgik på fradragskontoen. Han påtog sig således ikke nogen yderligere forpligtelse ved selvskyldnerkautionen. Byretten anførte nærmere, at banken ved indgåelsen af låneaftalen med kommanditselskabet fik transport i kommanditselskabets krav på bl.a. kommanditistens resthæftelse over for kommanditselskabet. Selvskyldnerkautionen sikrede derfor blot, at banken fik to selvstændige grundlag for at kunne gøre den til transporterede resthæftelse, gældende direkte over for kommanditisten.
For det andet fandt Byretten, at kommanditisten alene havde fraskrevet sig regres over for kommanditselskabet og de andre kommanditister, "så længe" låneaftalen mellem kommanditselskabet og banken ikke var opfyldt. Der var herved alene tale om en midlertidig og ikke endelig fraskrivelse afregnes.
For det tredje henviste byretten til, at en vedtægtsændring, hvorved kommanditisterne fraskrev sig retten til regres mod komplementarselskabet alene vedrørte kommanditistens vedtægtsbestemte hæftelse for stamkapitalen. Ændringen medførte derfor ikke, at kommanditisten på dette grundlag havde fraskrevet sig regresret for så vidt angik betalingsforpligtelser på andet grundfag, herunder selvskyldnerkautionsforpligtelsen.
Som følge af disse tre grunde havde kommanditisten ikke bevist, at betingelserne for at medtage kautionsforpligtelsen på fradragskontoen var opfyldt, hvorfor byretten frifandt Skatteministeriet.
Landsrettens flertal tiltrådte byrettens begrundelse og resultat med nogle uddybende tilføjelser.
Kommanditisten havde for landsretten anført, at betalinger på den transporterede resthæftelse ville nedsætte kautionsforpligtelsen, men ikke omvendt. Hertil bemærkede landsretten, at det havde formodningen imod sig, at omfanget af kommanditistens samlede reelle hæftelse skulle afhænge af, om banken gjorde kautionsforpligtelsen eller transporten af resthæftelsen gældende. De oprindelige dokumenter for projektet, herunder vedtægter, låneaftale m.v., kunne herefter kun forstås således, at resthæftelsen, begrænsedes, i det omfang en kommanditist måtte indfri en kautionsforpligtelse, og at kommanditselskabet har accepteret dette også i forhold til kommanditisterne.
Landsrettens mindretal stemte for at stadfæste byrettens dom, men kun med henvisning til Skatteministeriets 2. og 3. anbringende.
Dermed stadfæstede landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet ( SKM2016.299.BR ).
Se tilsvarende dom i SKM2016.328.ØLR (anket til Højesteret).
Dom: Beskatning af maskeret udlodning - mellemregningskonto
SKM2017.182.BRVedrører: Ligningslovens § 16 A, stk. 1. Personbeskatningslovens § 4 A, stk. 1, nr. 1
Spørgsmålet i sagen var, om hævninger på en mellemregningskonto i skatteyderens selskab i 2008 skulle beskattes som maskeret udlodning i medfør af ligningslovens § 16 A.
Skatteyderen havde overordnet gjort gældende, at skattemyndighederne ikke havde løftet bevisbyrden for, at skatteyderen var insolvent, hvorfor betingelserne for beskatning af et ulovligt aktionærlån efter de dagældende regler ikke var til stede.
Skatteministeriet havde overordnet gjort gældende, at hævningerne ikke havde karakter af lån, hvorfor skatteyderen uagtet solvens skulle beskattes af hævninger. Skatteministeriet havde ligeledes gjort gældende, at skatteyderen under alle omstændigheder var insolvent på tidspunkterne for hævningerne.
Retten udtalte, at skatteyderen var stifter og eneanpartshaver i selskabet, hvorfor skatteyderen havde et indgående kendskab til selskabets forhold. Skatteyderen havde som følge heraf en skærpet bevisbyrde for, at der forelå et reelt gældsforhold.
Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene var hævet over mellemregningskontoen ved lån, som skatteyderen havde været retligt forpligtet til at tilbagebetale til selskabet.
Retten tillagde det bl.a. vægt, at der ikke i forbindelse med hævningerne var oprettet lånedokument eller anden form for objektiv dokumentation, og der således ikke foreligger aftalevilkår om renter, tilbagebetaling eller sikkerhedsstillelse.
Herudover tillagde retten det vægt, at hverken virksomheden eller skatteyderen fremstod med en soliditet, hvor det kunne anses for forretningsmæssigt sædvanligt eller forsvarligt at yde eneanpartshaveren lån af den pågældende størrelse. Ligeledes tillagde retten det vægt, at skatteyderen i skifteretten under strafansvar havde forklaret, at hun intet kendskab har til et anpartshaverlån i selskabet.
Dom: Gavebeskatning – negativt privatforbrug – lån fra nærtstående
SKM2017.172.BRVedrører: Statsskattelovens § 4. Personskattelovens § 3. Boafgiftslovens § 23, stk. 3 og § 50
Sagen angik dels spørgsmålet om, hvorvidt modtagelsen af 825.000 kr. i indkomståret 2009 var en gave eller et lån, dels om skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage skønsmæssig ansættelse af skatteyderens indkomst for indkomståret 2010, som følge af at SKAT havde konstateret et negativt privatforbrug.
Skatteyderen havde modtaget en check på 825.000 kr. fra sin tidligere samlevers faster. Der blev ikke i forbindelse med pengeoverdragelsen udarbejdet et gældsbrev, og pengene blev aldrig betalt tilbage. Da SKAT efterfølgende påbegyndte sagsbehandlingen af skatteyderens skattesag, blev der udarbejdet et gældsbrev, som bl.a. indeholdt vilkår om, at långiveren ikke kunne kræve lånet indfriet, og der var ikke fastsat krav om forretning eller tilbagebetaling. Skatteyderen og hendes tidligere samlever overførte i tiden efter modtagelsen af pengene store beløb frem og tilbage mellem sig.
Retten anså pengene for overdraget mellem interesseforbundne parter, og at pengene var en skattepligtig gave. Da retten fandt, at gaven tillige var tiltænkt skatteyderens tidligere samlever, blev spørgsmålet om den endelige fordeling af gavebeløbet mellem parterne hjemvist.
Vedrørende indkomståret 2010 gjorde skatteyderen gældende, at den af SKAT udarbejdede privatforbrugsberegning var behæftet med fejl. Skatteyderen havde i den forbindelse med hjælp fra sin revisor udarbejdet en privatforbrugsberegning, som viste et positivt privatforbrug.
Retten frifandt Skatteministeriet bl.a. under henvisning til, at skatteyderen kun havde fremlagt en udskrift af hendes selskabs mellemregningskonto samt kontoudtoget fra det ene af skatteyderens 2 bankkonti, hvorfor det ikke var muligt at følge pengestrømmene fra skatteyderens selskaber til hende. Endvidere oplyste revisor, at han ikke havde haft adgang til de bagvedliggende bilag, da han udarbejdede skatteyderens privatforbrugsberegning. Skatteyderen havde derefter ikke godtgjort, at SKATs skønsmæssige ansættelse var forkert eller foretaget på et fejlagtigt grundlag.
Dom: Maskeret udbytte - overpris aktier - stiftertilgodehavende - retserhvervelsestidspunkt - afdrag og rentebetalinger
SKM2017.170.VLRVedrører: Ligningsvejledning § 16 A, stk. 1
I 2005 stiftede A selskabet H1 ved indskud af unoterede aktier og børsnoterede aktier. A fik betaling for de indskudte aktiver i form af anpartskapitalen i H1 tegnet til en mindre overkurs samt et stiftertilgodehavende. Med henvisning til at A havde fået en overpris for de unoterede aktier, nedsatte skattemyndighederne stiftertilgodehavendets skattemæssige værdi. Det var for domstolene ubestridt, at A havde fået en overpris for de unoterede aktier. Landsretten fastslog, at H1s afdrag på den del af stiftertilgodehavendet, der oversteg det skattemæssigt fastsatte tilgodehavende, måtte anses for maskeret udlodning, ligesom rentebetalingerne på den del af stiftertilgodehavendet, der lå ud over det skattemæssigt ansatte tilgodehavende, ligeledes måtte anses for maskeret udbytte, alt med den følge, at afdragene og renterne skulle kvalificeres som aktieindkomst, samt at selskabet blev nægtet fradrag for renterne. A og H1 kunne ikke støtte ret på den praksis om kursansættelse til kurs 80 i Ligningsvejledningen 2005 -1 E,H.1.3 om omregning til kontantværdi og kursnedskrivning af gælds- og pantebreve, da denne praksis angår virksomhedsomdannelse og forudsætter, at overdragelse sker på grundlag af handelsværdier.
Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom.
Dom: Fradrag for børnebidrag - ikke fradrag for beløb overført til ekskonens konto i udlandet
SKM2017.165.BRVedrører: Ligningslovens § 10
Skatteyderen havde i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 overført en række beløb til sin ekskones konto i Thailand. Ifølge skatteyderen gik beløbene blandt andet til underhold af hans to døtre, som efter skilsmissen boede hos deres mor, skatteyderens ekskone.
Skatteyderen mente på den baggrund, at han var berettiget til fradrag for de overførte beløb efter ligningslovens § 10, der vedrører fradrag for ægtefælle- og børnebidrag. Skatteyderen henviste i den forbindelse til en aftale, hvorefter han fra 2009 og fem år frem årligt skulle overføre kr. 240.000,- til sin ægtefælle i Thailand.
Skattemyndighederne havde nedsat skatteyderens fradrag for børnebidrag til normalfradraget for to børn i indkomstårene 2010, 2011 og 2012, med henvisning til, at skatteyderen i alle årene havde et negativt privatforbrug, og at aftalen var meget usædvanlig og ikke hvilede på et fyldestgørende retligt grundlag.
Retten fastslog, at det ifølge praksis er en betingelse for fradrag for løbende bidrag efter ligningslovens § 10, at der foreligger en bidragsaftale, og at denne aftale er tilstrækkelig klar med hensyn til bidragets størrelse og løbetid.
Under henvisning til de konkrete omstændigheder i sagen, og da skatteyderen i de omhandlede indkomstår havde haft et negativt privatforbrug, samt at bidragsaftalen var usædvanlig efter thailandske forhold, fandt retten efter en samlet vurdering, at aftalen mellem skatteyderen og hans tidligere ægtefælle savnede en sådan klarhed og realitet, der måtte kræves, for at aftalen kunne danne grundlag for fradrag, der oversteg normalbidragssatserne.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Dom: Dobbeltbeskatning – indkomst oppebåret på et norsk skib
SKM2017.162.ØLRVedrører: Dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 26, stk. 2
Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig til Danmark af indkomst optjent af arbejde udført på et norsk indregistreret skib i farvandet ud for Y1-land.
Landsretten fandt, at det skib, som sagsøgeren sejlede på i 2012, sejlede i "international trafik" som defineret i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, art. 3. Beskatningsretten til indkomsten tilkom derfor Norge. Sagsøgeren, der havde betalt social sikring i Norge, var som følge heraf i udgangspunktet berettiget til eksemptionslempelse i Danmark.
Da Norge imidlertid efter sin lovgivning ikke havde beskattet sagsøgeren af indkomsten, kunne Danmark i medfør af den subsidiære beskatningsret i dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 26, stk. 2, beskatte indkomsten.
Det var ikke godtgjort, at der hos myndighederne havde eksisteret en administrativ praksis om ikke at beskatte efter art. 26, stk. 2, i et tilfælde som det foreliggende.
Dom: Befordringsgodtgørelse - professionel håndboldspiller
SKM2017.161.BRVedrører: Ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt., jf. § 9 B
Som professionel håndboldspiller havde skatteyderen i indkomstårene 2009, 2010 og 2011 fra klubben fået udbetalt befordringsgodtgørelse for kørsel til træning i tre forskellige haller og til udekampe. Landsskatteretten havde stadfæstet SKATs afgørelse, hvorefter godtgørelsen på grund af klubbens manglende kontrol ikke var skattefri i medfør af ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt., jf. § 9 B.
For 2010 og 2011 fandt retten, at håndboldspilleren ikke havde bevist, at han ved udbetaling af godtgørelse til hver træningshal alene havde kørt 60 gange eller mindre til hver hal inden for de forudgående 12 måneder. Godtgørelsen for kørsel til træning var derfor ikke omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 1, a), og dermed skattepligtig. Da han i disse to år således havde fået udbetalt befordringsgodtgørelse for kørsel, der ikke var omfattet af ligningslovens § 9 B, fandt retten, at klubben ikke havde ført fornøden kontrol med antallet af kørte kilometer, hvilket var en forudsætning for skattefrihed efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Da han i de to år således havde fået udbetalt mere, end han var berettiget til, skulle hele den udbetalte godtgørelse efter forarbejderne og retspraksis medregnes ved indkomstopgørelsen, herunder også kørsel til kampe i 2010 og 2011.
For indkomståret 2009, hvor håndboldspilleren kun havde fået udbetalt godtgørelse for kørsel til udekampe og ikke for kørsel til træning, fandt retten, at kørslerne havde fundet sted, og at klubben havde udøvet fornøden kontrol med udbetalingerne, der derfor var skattefrie.
Dermed gav retten Skatteministeriet medhold for 2010 og 2011 og håndboldspilleren medhold for 2009.
Dom: Nedsættelse af skattepligtig indkomst - salg af anparter
SKM2017.160.BRVedrører: Personskattelovens § 4a, stk. 1, nr. 4. Aktieavancebeskatningslovens § 1
Skatteyderen havde i maj 2010 købt anparter for 62.500 kr. i et anpartsselskab. Anparterne blev købt af skatteyderens holdingselskab, der var økonomisk nødlidende.
I efteråret 2010 opstod der uenighed mellem skatteyderen og den anden anpartshaver i selskabet, hvorfor skatteyderen solgte sine anparter for 1.800.000 kr. til den anden anpartshaver.
Skatteyderen havde nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 ikke skulle forhøjes. Skatteyderen gjorde blandt andet gældende, at han ikke skulle beskattes af avancen ved salget af anparterne, idet anparterne var solgt på grund af tvang fra banken, og idet salgssummen var anvendt til nedbringelse af hans gæld i banken.
Retten fandt, at skatteyderen skulle beskattes af forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen, dvs. 1.737.500 kr., og at der er tale om aktieindkomst jf. personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4.
Retten var således enig i afgørelsen fra Skatteankenævnet, og Skatteministeriet fik medhold i frifindelsespåstanden.
Dom: Direktør lønbeskattet af tilgodehavende i selskab
SKM2017.159.BRVedrører: Statsskattelovens § 4. Personskattelovens § 3
Skatteyderen var direktør i et selskab, der var ejet af hans svigermor. I selskabets årsrapport var under aktiverne bogført et tilgodehavende benævnt "tilgodehavender hos virksomhedsdeltagere og ledelse". Landsskatteretten havde stadfæstet SKATs ansættelse, hvorefter skatteyderen var lønbeskattet af tilgodehavendet, fordi det blev anset for at vedrøre ham, og fordi han ubestridt ikke var i stand til at betale.
For byretten bestred skatteyderen, at selskabets tilgodehavende havde noget med ham at gøre.
Efter indholdet af selskabets årsrapport, hvor posten var benævnt "tilgodehavender hos virksomhedsdeltagere og ledelse", fandt byretten, at det var sandsynliggjort, at posten vedrørte skatteyderens mellemregning med selskabet.
Skatteyderen havde ikke ved vidneførsel eller dokumentbevis ført bevis for, at tilgodehavendet ikke vedrørte ham. Hans forklaring var ikke i sig selv tilstrækkelig.
Da der ikke forelå oplysninger om betalingstidspunkter eller om, hvad tilgodehavendet vedrørte, fik skatteyderen heller ikke medhold i, at beskatningen af halvdelen af tilgodehavendet skulle henføres til et andet indkomstår.
Byretten gav således Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.
Dom: Skønsmæssig ansættelse – negativt privatforbrug – familielån
SKM2017.156.BRVedrører: Statsskattelovens § 4. Skattekontrollovens § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3
Skatteyderens skattepligtige indkomst blev forhøjet med kr. 610.000,- i indkomståret 2011, idet skattemyndighederne havde fundet, at skatteyderen havde et negativt privatforbrug.
Skatteyderen gjorde gældende, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse skulle tilsidesættes. Til støtte herfor gjorde skatteyderen gældende, at privatforbruget blev finansieret ved optagelse af et lån fra sin daværende ægtefælles bror, ved salg af guld, ved salg af køretøjer og af børnenes opsparing.
Retten fandt det ikke dokumenteret, at der var ydet et familielån. Retten lagde vægt på, at der ikke forelå objektiv dokumentation for det hævdede lån, som ifølge skatteyderen var ydet kontant.
Retten fandt det heller ikke dokumenteret, at skatteyderen havde finansieret privatforbruget ved salg af guld og køretøjer.
Retten tiltrådte herefter, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Dom: Told - kontanter - låneforhold
SKM2017.154.BRVedrører: Statsskattelovens § 4 og § 5. Skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B
Sagen angik, om sagsøgeren var skattepligtig af € 66.000,-, som han den 10. oktober 2010 medbragte i kontanter i sin håndbagage på en flyrejse fra Tunesien til Frankfurt lufthavn. Sagsøgeren deklarerede ved sin ankomst kontantbeløbet over for de tyske toldmyndigheder og oplyste, at beløbet var hans, og at det stammede fra hans familie i Tunesien. De tyske toldmyndigheder gav SKAT besked om kontantbeløbet, og SKAT forhøjede herefter sagsøgerens indkomst tilsvarende.
Sagsøgeren gjorde gældende, at kontantbeløbet stammede fra et lån på € 70.000,-, som han havde optaget hos sin søster i Tunesien umiddelbart forinden rejsen til Frankfurt. Til støtte herfor havde han fremlagt en låneaftale dateret 8. oktober 2010. Han oplyste, at han havde afbetalt i alt kr. 38.000,- på lånet.
Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde lånt € 66.000 af sin søster. Retten lagde vægt på, at sagsøgerens forklaring om et lån ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Den fremlagte låneaftale havde et sådan indhold, at den ikke sandsynliggjorde gældsforholdets beståen. Retten bemærkede endvidere, at sagsøgeren ikke i sine selvangivelser for indkomstårene 2010 og frem havde fratrukket renter vedrørende lånet eller i øvrigt angivet lånet som gæld. Desuden havde sagsøger ikke dokumenteret de påståede afbetalinger på lånet.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Dom: Forhøjelse af indkomst - fast driftssted i Danmark
SKM2017.153.BRVedrører: Skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 6, stk. 6. Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4
Sagen vedrørte skattemyndighedernes forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2009, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 6, stk. 6, og om sagsøgeren i indkomståret var begrænset skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4.
Sagsøgeren gjorde gældende, at skattemyndighederne ikke havde været berettigede til at forhøje hans indkomst, at de fakturaer, der havde dannet grundlag for forhøjelsen, var falske, og at han i øvrigt ikke var begrænset skattepligtig til Danmark, da han udøvede transportvirksomhed og havde sin private bopæl i Sverige.
Sagsøgeren havde i indkomståret været indehaver af to transportvirksomheder, og de omhandlede fakturaer, som måtte anses for udstedt af sagsøgerens virksomheder, var fundet hos tredjemænd, ligesom sagsøgeren havde modtaget betaling i henhold til én af fakturaerne. Sagsøgeren gjorde under sagen gældende, at fakturaerne var forfalskede af hans tidligere revisor, og forklarede for retten, at den tidligere revisor "solgte fakturaer".
Sagsøgeren havde endvidere anmeldt den tidligere revisor til politiet, som dog ikke havde fundet anledning til at indlede en efterforskning.
Retten fandt, at skattemyndighederne havde været berettigede til at forhøje sagsøgerens indkomst, at han ikke havde bevist, at fakturaerne var falske og i øvrigt at hans virksomheder, som alene havde tilknytning til Danmark, havde fast driftssted i Danmark.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Dom: Personalesommerhus - rådighedsbegreb
SKM2017.152.ØLRVedrører: Ligningslovens § 16, stk. 5
Et selskab købte i 2010 et sommerhus og ifølge selskabets ejer til brug som personalesommerhus. Sommerhuset blev udlejet til selskabets ansatte og desuden anvendt i mindre omfang af selskabets ejer (som også var direktør for selskabet) og dennes far.
Skatteministeriet gjorde gældende, at der kun forelå et personalesommerhus, hvis sommerhuset rent faktisk havde været udlånt eller udlejet til medarbejdere, og at medarbejderne derfor havde haft ret til at råde over huset i det i ligningslovens § 16, stk. 5, 5. pkt., krævede tidsrum. Denne betingelse var (ubestridt) ikke opfyldt.
Selskabets ejer gjorde gældende, at der forelå et personalesommerhus, hvis medarbejdere havde en adgang til at råde i form af et stående tilbud om at leje eller låne sommerhuset i det krævede tidsrum. Denne betingelse var (ubestridt) opfyldt.
Med henvisning til formålet med bestemmelserne i ligningslovens § 16, stk. 5, 2.-6. pkt., og forarbejderne til bestemmelsen fandt landsretten, at udtrykket "stillet til rådighed" i ligningslovens § 16, stk. 5, 5 pkt., skulle forstås som en adgang til retligt at råde over sommerhuset. Den omstændighed, at sommerhuset var indkøbt og indrettet med det formål at fungere som personalesommerhus, kunne ikke føre til et andet resultat.
Landsretten gav derfor Skatteministeriet medhold og tilsidesatte Landsskatterettens forudgående afgørelse af 24. april 2014 (j.nr. 13-0012283).
Dom: Forældelse af skatte og afgiftskrav – forståelse af administrativ afgørelse indeholdende skrivefejl
SKM2017.151.BRVedrører: Forældelseslovens § 30
Sagen angik, hvorvidt sagsøgerens betydelige personskatte- og momsrestance var forældet. De ældste krav gik tilbage til indkomståret 1994. Skatteankestyrelsen havde i sin afgørelse foretaget en detaljeret gennemgang af alle de af SKAT foretagne potentielle forældelsesafbrydende sagsskridt, som skatteyderen havde fremsat en lang række indsigelser over, og Skatteankestyrelsen havde på den baggrund fundet, at momsrestancen fortsat var retskraftig, og at en del af personskatterestancen var forældet. Skatteankestyrelsen havde overladt det til SKAT at foretage den beløbsmæssige opgørelse af den retskraftige henholdsvis den forældede del af personskatterestancen i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens nærmere anvisninger.
Spørgsmålet i retssagen var på den baggrund, om Skatteankestyrelsens afgørelse var korrekt for så vidt angår momsrestancen, og om SKAT havde opgjort den tilbageværende del af personskatterestancen i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens afgørelse. Der var enighed mellem sagens parter om, at Skatteankestyrelsens oprindelige afgørelse indeholdt en uoverensstemmelse mellem resumeet på side 1 af afgørelsen og den detaljerede begrundelse på side 29-37 i afgørelsen, og et særskilt spørgsmål i sagen var derfor, hvordan Skatteankestyrelsens afgørelse skulle forstås, og om Skatteankestyrelsen, som sket, havde været berettiget til at berigtige deres afgørelse efter retssagens anlæggelse.
Retten udtalte, at der intet grundlag var for at forstå Skatteankestyrelsens afgørelse af 3. juli 2014 sådan, at forældelsesfristen for skat og AM-bidrag er den 13. juli 2007. I præmisserne er det indgående beskrevet og begrundet, at forældelsesfristen er 13. juli 2004, hvilket årstallet på side 1 i afgørelsen også den 18. marts 2015 er berigtiget til. Da der alene er tale om en berigtigelse uden andre indholdsmæssige ændringer i øvrigt, kan Skatteankestyrelsen ikke anses at have truffet en ny afgørelse den 18. marts 2015.
I øvrigt tiltrådte retten af de grunde, der var anført af Skatteministeriet, at restancerne var opgjort som sket, ligesom det af de grunde, og af de grunde, der var anført af Skatteankestyrelsen i afgørelsen af 3. juli 2014 (som berigtiget den 18. marts 2015) og Skatteministeriet, at kravene ikke var forældede i videre omfang end fastsat af Skatteankestyrelsen. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Dom: Formulering af hjemvisning til vurderingsmyndigheden - afgørelse truffet på et forkert faktisk grundlag
SKM2017.147.BRVedrører: Vurderingslovens § 17 og § 18 (begge dagældende)
Sagen blev anlagt den 21. marts 2016 og vedrørte ved hovedforhandlingen den 15. november 2016 alene spørgsmålet om, hvorledes en hjemvisning til vurderingsmyndigheden skulle formuleres.
Ved sagens anlæg påstod sagsøgeren sagen hjemvist til Landsskatteretten, fordi Landsskatterettens afgørelse efter sagsøgerens opfattelse var truffet på et forkert faktisk grundlag. Det blev senere under skriftvekslingen tillige et spørgsmål, om sagsøgeren havde bekostet ejendommens kloakforsyning.
Ca. to uger inden hovedforhandlingen fremlagde sagsøgeren nye bilag. På baggrund af disse anerkendte Skatteministeriet fem dage inden hovedforhandlingen, at sagsøgeren havde bekostet kloakforsyningen, og ministeriet nedlagde på den baggrund påstand om, at sagen skulle hjemvises til vurderingsmyndigheden. Herefter frafaldt sagsøgeren sit anbringende om, at Landsskatterettens afgørelse var truffet på et forkert faktisk grundlag og reviderede sin påstand. Parterne kunne dog ikke inden hovedforhandlingen opnå enighed om formuleringen af hjemvisningspåstanden.
Retten fandt, at den enighed, parterne havde opnået, mest præcist var beskrevet i Skatteministeriets påstand om hjemvisning, og retten tog derfor denne til følge. Selvom sagen blev hjemvist, fandt retten, at hver af parterne skulle bære egne omkostninger, bl.a. under hensyn til, at det var de nye bilag, som betød, at ministeriet erklærede sig enig i, at sagen skulle hjemvises, og at sagen under en stor del af forberedelsen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Landsskatteretten traf sin afgørelse på et korrekt grundlag.
Dom: Overskud af virksomhed - fast driftssted i Danmark
SKM2017.146.BRVedrører: Kildeskattelovens § § 2, stk. 1, nr. 4. Artikel 5, stk. 1 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen
Sagen angik, om sagsøgeren har været begrænset skattepligtig til Danmark af overskuddet fra sin personligt ejede virksomhed i indkomstårene 2009-2011. Spørgsmålet var nærmere, om sagsøgeren i de omhandlede indkomstår havde udøvet et erhverv med fast driftssted i Danmark, og at han således var begrænset skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4. Den danske dobbeltbeskatningsoverenskomst med Polen indeholder en bestemmelse, der definerer fast driftssted, der er identisk med definitionen i artikel 5 i OECD Modeloverenskomsten.
Sagsøgeren, der var polsk statsborger, drev sin virksomhed i Danmark siden 2005. Der var tale om en entreprenørvirksomhed med speciale inden for alle typer af ombygninger, tilbygninger og renoveringer af lejligheder, huse og erhvervslejligheder.
Retten lagde vægt på, at sagsøgeren havde en lejekontrakt til en ejendom på 85 m2 i Danmark, hvor han og en række ansatte overnattede i forbindelse med arbejdet i Danmark. På virksomhedens danske hjemmeside oplyste sagsøgeren, at han kunne kontaktes på den danske adresse. Derudover forklarede han, at alle beslutninger i virksomheden lå hos ham, og at han var i Danmark, når virksomheden udførte arbejde hos kunderne.
Efter en samlet vurdering fandt retten, at sagsøgeren havde fast driftssted i Danmark i perioden fra 2009 til 2011, jf. artikel 5. stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, idet de nævnte forhold samlet set ikke kunne anses for at være af hjælpende eller forberedende karakter.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Dom: Ordinær genoptagelse – negativt privatforbrug – lån
SKM2017.144.BRVedrører: Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og § 27, stk. 1, nr. 8
I forbindelse med et kreditkort-projekt konstaterede SKAT, at skatteyderen, som i perioden 2005-2008 havde haft et negativt privatforbrug, i samme periode havde hævet 3.420.246 kr. på et kreditkort udstedt af en russisk bank. Som følge af det negative privatforbrug forhøjede SKAT skatteyderens indkomster skønsmæssigt for alle indkomstårene.
Efterfølgende anmodede skatteyderen om genoptagelse af sine skatteansættelser, idet han gjorde gældende, at pengene, som blev indsat på den russiske konto var et lån, som han anvendte til sit daglige underhold. Skatteyderen fremlagde en række lånedokumenter fra et udenlandsk selskab, hvoraf det fremgik, at skatteyderen var berettiget til at låne større pengebeløb.
Retten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde for, at han havde modtaget lån fra det udenlandske selskab. Retten lagde bl.a. vægt på, at lånet ikke var blevet tilbagebetalt, at skatteyderen ikke havde fremlagt sine kontoudskrifter, og at det ikke ud fra lånedokumenterne kunne konstateres, at de omtalte beløb rent faktisk blev udbetalt til skatteyderen.
Retten fandt det derudover uden betydning, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale i en sideløbende straffesag om samme forhold.
Da skatteyderen herefter ikke havde dokumenteret, at skattemyndighedernes ansættelser var baseret på et forkert grundlag eller mangelfulde oplysninger, blev Skatteministeriet frifundet.
Dom: Skønsmæssig forhøjelse – indsætning på konto
SKM2017.143.ØLRVedrører: Statsskattelovens § 4
Sagen drejede sig om en skatteyder, hvis skattepligtige indkomst for 2007, 2008 og 2009 var blevet forhøjet skønsmæssigt af skattemyndighederne på baggrund af en række indsætninger på skatteyderens bankkonto.
Til støtte for at indsætningerne ikke var skattepligtige, gjorde skatteyderen gældende, at størstedelen af indsætningerne udgjorde tilbagebetalinger af lån, som skatteyderen havde ydet forskellige bekendte. Skatteyderen gjorde endvidere gældende, at en indsætning på kr. 150.000,- udgjorde tilbagebetaling af en udbetaling, som skatteyderen havde erlagt i en ejendomshandel, der ikke blev gennemført.
Byretten havde i sin dom i sagen konstateret, at det fremgik af skatteyderens kontoudtog, at en række af indsætningerne kom fra andre personer og selskaber, end dem, skatteyderen gjorde gældende, var låntagere. Da der endvidere ikke var fremlagt lånedokumenter eller dokumenter med oplysninger om den ovenfor nævnte ejendomshandel, tiltrådte retten, at indsætningerne var skattepligtige efter statsskattelovens § 4. De under sagen afgivne vidneforklaringer kunne ikke føre til et andet resultat. I rettens bevisvurdering indgik det endvidere, at skatteyderen først på et sent tidspunkt i sagens forløb havde gjort gældende, at indsætningerne udgjorde tilbagebetalinger af lån.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Østre Landsret stadfæstede Byrettens dom ( SKM2015.549.BR ) i henhold til grundene.
Dom: Beskatning af udstedte fakturaer – Maskeret udlodning
SKM2017.142.ØLRVedrører: Statsskatteloven § 4. Ligningslovens § 16A, stk. 1
SKAT havde i et aktieselskabs regnskabsmateriale fundet to fakturaer udstedt til aktieselskabet af et advokatanpartsselskab. Fakturaerne angav at være honorar for advokatfirmaets sagsbehandling, herunder for diverse rådgivning. Fakturaerne var ikke forsynet med påtegning om at være udkast, og der var ikke udstedt kreditnotaer for dem. På to møder med SKAT var det blevet oplyst, at H1 havde udført arbejdet.
På baggrund af karakteren og ordlyden af de omhandlede to fakturaer samt referaterne af møderne med SKAT var der en formodning for, at H1 havde et tilgodehavende hos aktieselskabet på fakturabeløbene og ved udstedelsen af fakturaerne havde erhvervet ret til beløbene.
Det påhvilede herefter H1 at godtgøre, at selskabet ikke havde erhvervet ret til de pågældende beløb, der ikke var indtægtsført i H1. Som følge af personsammenfaldet og interessefællesskabet mellem indehaveren af H1 og aktieselskabet var denne bevisbyrde skærpet.
H1 havde ikke efterfølgende udstedt kreditnotaer vedrørende de to fakturaer, og der var ikke fremlagt objektiv dokumentation for, at H1 ikke havde erhvervet ret til beløbene. De kontoudtog og posteringsbilag samt det regnskabsmateriale, som var fremlagt for landsretten, dokumenterede således ikke dette, ligesom H1 heller ikke ved de afgivne forklaringer havde godtgjort, at selskabet ikke havde erhvervet ret til fakturabeløbene.
Landsretten tiltrådte derfor, at H1 var skattepligtig af fakturabeløbene, og at Skatteministeriet i byretten ( SKM2015.102.BR ) var blevet frifundet for den af selskabet nedlagte påstand.
Advokatanpartsselskab havde udeholdt indtægterne på de beløb, som fremgik af de to fakturaer. Det påhvilede herefter indehaveren af H1 at godtgøre, at de udeholdte indtægter i H1 ikke var tilgået ham.
De fremlagte bankkontoudtog, kontokortet fra bogføringen i aktieselskabet og det øvrige bilagsmateriale dokumenterede ikke, at beløbene ikke var tilgået indehaveren eller havde passeret hans økonomi, og dette fandt landsretten heller ikke godtgjort ved de fremkomne forklaringer, der ikke var understøttet af andre og objektive oplysninger.
Landsretten tiltrådte derfor, at indehaverens aktieindkomst var forhøjet med er forhøjet med fakturabeløbet, og at Skatteministeriet for byretten var blevet frifundet for den af indehaveren nedlagte påstand.
Dom: Forvaltningsmyndigheders brevudsendelse - Forsendelsesrisiko
SKM2017.141.ØLRVedrører: Skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3 og § 46 (begge dagældende)
Landsskatteretten havde afvist at behandle en klagesag. Afvisningen var begrundet med, at klageren ikke inden den af Landsskatteretten fastsatte frist havde indgivet en klage, som opfyldte kravene hertil i skatteforvaltningsloven. Klagefristen var oplyst i et brev, som var sendt med almindelig post.
Østre Landsret udtalte, at det er Landsskatteretten, der har bevisbyrden for, at brevet var kommet frem. Der var i sagen fremlagt kopi af brevet og af Landsskatterettens elektroniske journal, hvoraf afsendelsen fremgik, ligesom der var oplyst om postrutinerne hos Landsskatteretten. På denne baggrund fandt Østre Landsret det godtgjort, at brevet var blevet afsendt til klageren.
Landsskatteretten havde oplyst, at brevet ikke var kommet retur, hvilket Østre Landsret lagde til grund. Klageren havde herefter ikke alene ved sin forklaring, der ikke var understøttet af konkrete oplysninger om uregelmæssigheder i postgangen på det pågældende tidspunkt eller andre omstændigheder, sandsynliggjort, at brevet ikke var kommet frem.
I overensstemmelse med sædvanlig praksis på forvaltningsrettens område, der ikke kunne anses for ændret ved U2013.165H, var der herefter ført det tilstrækkelige bevis for, at Landsskatterettens brev var kommet frem til klageren.
Uanset af Landsskatteretten er et domstolslignende nævn, kunne det af klageren anførte om praksis inden for retsplejen ikke føre til et andet resultat.
Østre Landsret omgjorde på denne baggrund byrettens dom ( SKM2015.108.BR ) og frifandt Skatteministeriet.
Dom: Grundværdi – fradrag for forbedringer - tilslutningsafgifter
SKM2017.140.BRVedrører: Vurderingslovens dagældende § 17 og § 18
Sagen angik, om et boligselskab var berettiget til fradrag for forbedringer efter vurderingslovens dagældende §§ 17 og 18 for udgifter til tilslutning til el.
Landsskatteretten havde i sin afgørelse nægtet H1 fradrag under henvisning til, at det ikke ud af det fremlagte materiale kunne udledes, at H1 havde afholdt en udgift for tilslutning til elforsyningsnettet.
Under sagens behandling ved byretten fremlagde H1 et luftfoto fra 1993 over grunden inden opførelsen af den eksisterende bebyggelse samt en korrespondance fra 1991-1992 mellem kommunen og den entreprenør, som på daværende tidspunkt overvejede at bebygge grunden, og som i den forbindelse oplyste kommunen om indhentede priser på tilslutningsafgifter til el.
Derudover fremlagde H1 bl.a. besvarelsen af parternes fælles henvendelse til det forsynende energiselskab. I henvendelsen besvarede energiselskabet spørgsmålet om, hvorvidt H1 kunne antages at have betalt tilslutningsafgift for el. Energiselskabet oplyste i den forbindelse, at der ikke forelå konkret dokumentation for en betalt tilslutningsafgift, men at energiselskabet sædvanligvis altid opkrævede tilslutningsafgift, og at det derfor var ret usandsynligt, at H1 ikke skulle have betalt en tilslutningsafgift.
I sagen indgik der desuden et byggeregnskab, hvoraf der fremgik en post benævnt "tilslutningsafgifter".
Retten fandt det på denne baggrund efter en samlet vurdering godtgjort, at H1 havde betalt tilslutningsafgift til el, og at tilslutningsafgiften efter sin karakter i hvert fald for en del vedrørte grundforbedrende foranstaltninger.
Endvidere fandt retten, at det ud fra byggeregnskabet sammenholdt med historiske takstblade og korrespondancen fra 1992 med kommunen ville være muligt for SKAT at foretage et skøn over størrelsen af det fradragsberettigede beløb.
På denne baggrund tog retten H1s påstand til følge, og sagen blev hjemvist til vurderingsmyndigheden.
Dom: Skønsmæssigt forhøjelse – negativt privatforbrug - mellemregningskonto
SKM2017.139.ØLRVedrører: Statsskattelovens § 4 Skattekontrollovens § 3, stk. 4 og § 5, stk. 3
Skatteyderens skattepligtige indkomst blev forhøjet med kr. 543.287 i indkomståret 2007, idet skattemyndighederne havde fundet, at skatteyderen havde et negativt privatforbrug.
Skatteyderen havde under sagen gjort gældende, at privatforbruget i 2007 var blevet finansieret ved midler, som skatteyderen havde til gode i sit anpartsselskab, og som stod bogført på en mellemregningskonto mellem skatteyderen og selskabet.
Landsretten fandt det ikke dokumenteret, at skatteyderen havde haft et tilgodehavende i et anpartsselskab, som kom til udbetaling i 2007, da et sådant tilgodehavende hverken fremgik af revisorens privat- forbrugsopgørelse eller af anpartsselskabets årsregnskaber. Den af skatteyderen fremlagte mellemregningskonto med anpartsselskabet kunne derfor ikke lægges til grund.
Landsretten fandt herudover, at det ikke kunne lægges til grund, at en bil indregistreret i skatteyderens navn var solgt uden tab, idet der var afgivet divergerende forklaringer om betalingen for bilen og ikke forelå dokumentation, der støttede forklaringerne.
Landsretten tiltrådte på den baggrund, at skatteyderens privatforbrug var negativt, og at SKAT dermed var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens skattepligtige indkomst for 2007. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag.
Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet.
Dom: Ejendomsavancebeskatningsloven § 11 – stigning i ejendomsskatter - zoneændring indebar ikke ekspropriation
SKM2017.138.VLRVedrører: Ejendomsavancebeskatningslovens § 11
Spørgsmålet i sagen var, om appellantens avance ved afståelse af en landbrugsejendom til kommunen var skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.
Kommunen havde i en periode forhandlet med appellanten om køb af ejendommen, der ved en lokalplan var udlagt til erhvervsformål og samtidig overført fra land- til byzone. Kommunen havde ad to omgange gennemført åstedsforretning med henblik på ekspropriation, og det var ubestridt, at en række omkringliggende ejendomme var afstået uden beskatning. Der blev ikke indgået en frivillig handel med appellanten, og ekspropriation blev heller ikke gennemført i forhold til ham. Kommunen meddelte den 1. februar 2010 appellanten, at der ikke i øjeblikket var politisk opbakning til at foretage yderligere sagsbehandling med henblik på at erhverve ejendommen ved ekspropriation eller frivillig handel. Appellanten begærede herefter ejendommen overtaget af kommunen i medfør af planlovens § 47 a.
Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse om, at kommunens overtagelse i medfør af § 47 a ikke udgjorde et ekspropriativt indgreb, samt at planlovens § 48 er uden betydning for sagen, fordi appellanten ikke havde begæret overtagelse efter planlovens § 48, men efter § 47 a.
For landsretten blev der gennemført syn og skøn, og skønsmanden konkluderede, at det ikke ville være rentabelt at drive landbrug på de omhandlede arealer efter arealernes overførsel fra landzone til byzone med forøget ejendomsskat til følge. Idet landsretten navnlig lagde vægt på, at det må antages, at ejendomsværdien af de omhandlede arealer steg betydeligt ved lokalplanens zoneændring, fandt landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at lokalplanens regulering er af ekspropriativ karakter eller kan sidestilles med ekspropriation i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 1. pkt.
Endelig tiltrådte landsretten byrettens begrundelse om, at betingelserne for skattefrihed efter ejendoms- avancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., ikke er opfyldt, fordi kommunen på det tidspunkt, hvor anmodningen om overtagelse efter planlovens § 47 a blev fremsat over for kommunen, havde tilkendegivet, at kommunen ikke ville erhverve ejendommen ved ekspropriation.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.
Dom: Omkostningsgodtgørelse – forening – skattepligtig efter selskabsskatteloven – tidspunkt for vurdering
SKM2017.137.ØLRVedrører: Skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2. Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en forening var berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, jf. § 53, for foreningens udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med førelsen af en klagesag for Landsskatteretten samt en retssag ved Byretten, eller om foreningen som skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, i stedet havde fradragsret for udgifterne i medfør af ligningslovens § 7 Q, stk. 3.
Derudover angik sagen spørgsmålet om, hvilket tidspunkt der skulle lægges til grund ved vurderingen af, om foreningen var berettiget til godtgørelse eller et fradrag.
Retten fandt, at formålet med lovmotiverne for bestemmelserne bl.a. var at afskaffe adgangen til omkostningsgodtgørelse for skattepligtige selskaber, fonde, foreninger mv., mod at disse i stedet opnåede fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand mv. i skatteansættelsessager og skattesager.
Retten bemærkede, at det er afgørende for at opnå omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, at udgifterne er "ifølge regning". Der skal således være tale om afregningsmodne udgifter. Efter ligningslovens § 7 Q, stk. 3, kan selskaber m.v., der ikke kan opnå omkostningsgodtgørelse, i stedet fradrage udgifterne ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Efter pligtpådragelsesprincippet i statsskattelovens § 6 opnås fradragsret for en udgift som udgangspunkt, når der er en endelig retlig forpligtelse til at afholde udgiften.
Retten fandt, at der er en sådan sammenhæng mellem periodiseringen af de godtgørelsesberettigede udgifter efter skatteforvaltningslovens § 52 og fradragsretten for ikke-godtgørelsesberettigede udgifter i ligningslovens § 7 Q, stk. 3, at det er forholdene på tidspunktet for udgifternes fakturering, der er afgørende ved vurderingen af, om selskaber m.v. efter skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed hvorvidt selskaber m.v. er godtgørelsesberettigede i medfør af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 1. Dette støttes af, at der ikke er holdepunkter i lovmotiverne for, at vurderingen af skattepligt efter § 53, stk. 2, skal foretages på andre tidspunkter, herunder i de indkomstår som klagesagen materielt vedrører.
Retten fandt dermed, det var forholdene i indkomståret 2012, hvor fakturaen for den sagkyndige bistand blev udstedt, der er afgørende for vurderingen af, om foreningen var skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed hvorvidt foreningen er godtgørelsesberettiget eller ej.
På baggrund af foreningens resultatopgørelser fra 1994-97, 2003-07 og 2010-12, selvangivelse for 2012 samt Landsskatterettens kendelse af 10. maj 2001 vedrørende indkomstårene 1989-99 lagde landsretten til grund, at foreningen havde haft en lejeindtægt i 2012 og årene forud herfor.
Landsretten lagde herved tillige vægt på, at foreningen i 2001 indsendte en lejekontrakt til Landsskatteretten som dokumentation for lejeforholdet, og at det ikke ved foreningens forretningsførers forklaringer var sandsynliggjort, at angivelsen af lejeindtægten skulle bero på en misforståelse.
Da foreningen således havde indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4, som foreningen var skattepligtig af, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, var foreningen ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom af Skatteministeriet ( SKM2016.418.BR )
Dom: Vurderingslovens § 13 - Grundværdiansættelse
SKM2017.134.BRVedrører: Vurderingslovens § 13
Sagen angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Vurderingsankenævnets grundværdiansættelser for den omhandlede ejendom i vurderingsårene 2001-2010. Grundværdierne var ansat efter byggeretsværdiprincippet.
Retten anførte, at det på baggrund af skønserklæringen i sagen fandtes nærliggende at antage, at SKATs ansættelse af grundens værdi hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag.
Retten bemærkede endvidere, at særligt når det - som i det pågældende tilfælde - er vanskeligt at finde sammenlignelige ejendomme, bør SKAT benytte sig af andre parametre for at fastsætte ejendommens værdi - eksempelvis ved at foretage en besigtigelse af ejendommen, og når der er tale om ejendomme, der kan være vanskelige at værdiansætte, eksempelvis benytte sig af en erfaren statsaut. ejendomsmægler eller valuar.
SKAT havde vurderet, at grundværdien blev højere, når der ved en bebyggelsesprocent på 30 % måtte opføres 78 i stedet for 70 boligenheder. Hertil fandt retten i overensstemmelse med det af syns- og skønsmanden anførte, at en forhøjelse af boligenhederne fra 70 til 78 ville medføre en lavere pris pr. enhed, og at SKATs skønsmæssige ansættelse også på dette punkt hvilede på et forkert grundlag.
På den baggrund blev sagsøgerens påstand om hjemvisning taget til følge.
Nyt på inddrivelsesområdet
SKM2017.171.LSR Modregning i beslaglagte midler til dækning af skattegæld | Vedrører: Forvaltningslovens § 22, § 24, stk. 1 og 2. Inddrivelseslovens § 9, stk. 1. Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 5 Politiet havde foretaget beslaglæggelse hos en skatteyder af nogle beløb i forbindelse med en straffesag, der senere blev opgivet. Det antoges, at SKAT kunne foretage modregning for skyldig skat i dette beløb, idet modregningsbetingelserne måtte anses for opfyldt. |
Vedrører: Inddrivelseslovens § 17 Et korrekt beregnet rentebeløb af en skattegæld, hvor hovedstolen var blevet afdraget og betalt i henhold til aftale med SKAT, kunne ikke anses for bortfaldet, selv om SKAT havde udstedt en restanceattest om at gælden var afviklet, idet attesten ved en fejl ikke havde medregnet rentebeløbet. Attesten kunne alene anses for en uformel ikke bindende forhåndstilkendegivelse. |
Nye straffesager
SKM2017.149.ØLR Straf – skattesvig – skyldnersvig – skattekontrollovens § 15 | Vedrører: Skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1 og § 15. Straffelovens § 289, § 283, stk. 1, nr. 1, jf. § 286, stk. 2 samt § 302, stk. 1, nr. 2, jf. bogføringslovens § 10, stk. 1 T var tiltalt for skatte- og skyldnersvig. T havde ikke indgivet selvangivelse for 2006-08. T havde for 2006 og 2007 taget uberettigede fradrag på sin mellemregningskonto hos selskabet, hvorved hans gæld til selskabet blev henholdsvis 7.772.390,62 kr. og 20 mio. kr. mindre. Der var tale om uberettiget kreditering, idet T's indskød en reelt værdiløs fordring i selskabet for 2006 og fradraget for 2007 var baseret på, at T indskød sine kapitalandel i det andet selskab, hvilket han reelt ikke gjorde og hvilket i øvrigt maksimalt ville have repræsenteret en værdi på 6,5 mio. kr. For 2008 havde T ikke selvangivet honorar fra selskabet på 6 mio. kr. ved kreditering af mellemregningskonto. T var endvidere tiltalt for skyldnersvig over for en række banker, der havde sikkerhed i en ejendom, som han havde solgt uden deres accept og tilegnet sig provenuet af på 1.757.528,79 euro. T var også tiltalt for overtrædelse af bogføringsloven ved ikke at have opbevaret selskabernes bilag og andet regnskabsmateriale for årene 2005-2010 på betryggende vis. T havde derved unddraget for 14.258.665 kr. i skat i alt. T forklarede, at han ikke kendte til overdragelsen af en fordring med henblik på godskrivningen af de 7.772.390.62 kr. på hans mellemregningskonto med selskabet. Fordringen mod det andet selskab var ikke værdiløs, idet det ejede 2 ubebyggede grunde, som var betydeligt mere værd end den værdi, de var optaget til i selskabets årsrapport for 2006. T kendte ikke til godskrivningen på 20 mio. kr. på mellemregningskonto vedrørende 2007. Vedrørende honoraret for 2008 forklarede han, at han dels havde betalt regninger for selskaberne, brugt penge på egne fornødenheder mv., dels at han modtog honoraret i form af en godskrivning af mellemregningskontoen. Til skyldnersvigstiltalen forklarede T at han fortrød, at han havde overdraget anparterne i det andet selskab til selskabet og derfor tog han selskabet tilbage. T forklarede, at alle selskaberne som nævnt i anklageskriftet var hans selskaber. Byretten fandt T skyldig i den subsidiære tiltale. Den anså det ikke for godtgjort, at T havde modtaget sine selvangivelser for 2006-08. Retten fandt T's forklaring utroværdig. Ved strafudmålingen lagdes der vægt på de betydelige beløb T har unddraget statskassen og bankerne. T idømtes 3½ års fængsel heraf 3 år betinget, en tillægsbøde på 9.309.030 kr., rettighedsfrakendelse i 5 år samt konfiskation af 1.757.558,79 euro hos T. Landsretten stadfæstede byretsdommen, men fandt henset til T's alder og tiden, der er gået siden lovovertrædelserne, i sin helhed at fængselsstraffen kunne gøres betinget. Landsretten hævede tillægsbøden til 13.249.635 kr. og T frifandtes for påstanden om rettighedsfrakendelse. |
Vedrører: Momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89 T var tiltalt for som direktør, ejer og reel leder af et selskab at have afgivet urigtige momsangivelser, idet selskabet havde angivet et momstilsvar for perioden 1. juli 2010 til 31. december 2010 på 0 kr., hvor det rettelig skulle være 110.777 kr. Selskabet unddrog herved for 110.777 kr. i moms. T forklarede at det var ham der havde lavet nul angivelserne. Han havde efterfølgende foretaget efterangivelser, og afgivelsen af urigtigt momstilsvar skyldtes, at han havde et tilgodehavende hos SKAT vedrørende et andet selskab. Byretten fandt T skyldig i momssvig. T's forklaring tilsidesattes som utroværdig. T idømtes en bøde på 160.000 kr. Forældelsen ansås for afbrudt af SKATs sigtelser. Landsretten stadfæstede byretsdommen. | |
SKM2017.135.VLR Straf – momssvig – skrot – skattesvig – uregistreret virksomhed | Vedrører: Momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. Skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1 T var tiltalt for moms- og skattesvig. T havde drevet uregistreret skrotvirksomhed i perioden 1. januar 2010 til 31. december 2012 og i den forbindelse undladt at angive udgående moms for handel med skrot på 89.982 kr. Endvidere havde han undladt at reagere på for lave skatteansættelser for 2010-12, idet han ikke havde selvangivet overskud ved skrothandlen. T havde derved unddraget for 89.982 kr. i moms, 136.796 kr. i skat og 8.300 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. T's forklaring blev lydoptaget. Byretten fandt T skyldig i moms- og skattesvig. T, der tidligere har været momsregistreret, har efter antallet af afleveringer, mængden af skrot og omfanget af den modtagne betaling vidst, at skrotvirksomheden var forpligtet til at afregne moms. Retten fandt det godtgjort, at T var den egentlige virksomhedsindehaver. Efter omfanget af indtjeningen har det stået T klart, at han var forpligtet til at betale skat og arbejdsmarkedsbidrag af indtægten. T idømtes en bøde på 410.000 kr. Landsretten stadfæstede byretsdommen. |
SKM2017.132.BR Straf – kildeskat – prøvesag – indkomstregisterlov – undladt rettidig lønindberetning | Vedrører: Skattekontrollovens § 14, stk. 2, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, nr. 3. Indkomstregisterlovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 3, stk. 1. T var tiltalt for som direktør for et selskab, at have undladt rettidigt at opfylde sin forpligtelse til at indberette løn med videre for sine 3 ansatte for juni måned, trods SKATs gentagne vejledning herom. T tilstod. Det er korrekt, at han ikke har indberettet lønnen. Han havde 3 ansatte, men der var hurtig udskiftning. Byretten fandt T skyldig og idømte T en bøde på 5.000 kr. Retten lagde vægt på indholdet af forarbejderne i forbindelse med ændringen af skattekontrolloven i 2012, hvorefter bødeniveauet angives til en bøde på 5.000 kr. for virksomheder med 1-4 ansatte. |
Nyt fra EU-domstolen
Retsliste 13-03-2017 - 11-04-2017
Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.
Den 04-05-2017 dom i C-98/16 Kommissionen mod Grækenland
Fiskale bestemmelser
Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF og artikel 40 i EØS-aftalen, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, som fastsætter en gunstig skattesats for donationer til foreninger, der drives uden gevinst for øje, etableret i andre medlemsstater i EU/EØS med forbehold for gensidighed.
Tidligere dokument: C-98/16 Kommissionen mod Grækenland - Ny sag
Nye sager for domstolen
Skal artikel 1, stk. 1, i direktiv 2003/49/EF , jf. samme direktivs artikel 1, stk. 4, fortolkes således, at et i en medlemsstat hjemmehørende selskab, der er omfattet af direktivets artikel 3, og som under omstændigheder som de i sagen foreliggende modtager renter fra et datterselskab i en anden medlemsstat, er "retmæssig ejer" af disse renter i direktivets forstand [...] |
Nyt fra EU
Nyt fra Folketinget
Nye dokumenter vedrørende lovforslag
L 137 Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love. (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v.).
Bilag
Bilag 4 |
Spørgsmål og svar
Spm. 1 |
Spm. 2 |
Spm. 3 |
Spm. 4 |
Spm. 5 |
Spm. 6 |
Spm. 7 |
Spm. 8 |
L 27 Forslag til lov om ændring af fondsbeskatningsloven, ligningsloven og skattekontrolloven. (Ophævelse af fondes adgang til fradrag for ikke almennyttige uddelinger).
Bilag
Bilag 12 |
Bilag 13 |
Spørgsmål og svar
Spm. 9 | Spm. om kommentar til henvendelsen af 8/3-17 fra KPMG Acor Tax, til skatteministeren |
Almindelig del
Bilag
Bilag 142 | Orientering om SKATs arbejde med HSBC-lækagen og Panamapapirerne, fra skatteministeren |
Bilag 144 | Samlenotat for rådsmødet (ECOFIN) d. 21. marts 2017, fra finansministeren |
Bilag 145 |
Bilag 146 |
Spørgsmål og svar
Spm. 208 |
Spm. 223 |
Spm. 244 |
Spm. 266 |
Spm. 267 |
Spm. 268 |
Spm. 282 |
Spm. 283 |
Spm. 284 |
Spm. 285 |
§ 20-spørgsmål
Spm. S 836 |
Spm. S 884 |